Anne Gaden og Jens Gajhede glæder sig til at vise møllen frem og fortælle om den store restaurering og møllens historie. Foto: Niels Helver
Det sker

Åben Mølle: Jens og Anne inviterer indenfor - skal bo i møllen med deres børn

19. juni 2021 kl. 07:00

Søndag den 20. juni er det Dansk Mølledag. Formålet med dagen er at skabe opmærksomhed om de gamle vand- og vindmøller og øge forståelsen for bevarelsen af denne del af den danske kulturarv.

Dagen har været afholdt siden 1994, og den daværende ”Forening for Sindal Mølle” og ”Møllens Venner” inviterede i flere år til Åben Mølle, hvor foreningens medlemmer fortalte om arbejdet med at restaurere møllen.

I november 2019 købte Jens Gajhede Sindal Mølle, og han og hustruen Anne Gaden har lige siden fortsat restaureringen med henblik på at indrette møllen til beboelse for familien med børnene Mikkel, Thomine, Kristian og Agnes.

Arbejdet er nu så langt fremme, at der kun mangler enkelte detaljer, før møllen er klar til indflytning. Derfor vil Jens Gajhede og familie gerne benytte Dansk Mølledag til at invitere alle interesserede til Åben Mølle søndag den 20. juni mellem klokken 10 og 15. Fra klokken 10 til 13 bydes der på gratis sildemad og snaps. Om eftermiddagen mellem klokken 13 og 15 er der gratis kaffe og kage.

Hele dagen er der rundvisning på møllen, hvor Anne Gaden og Jens Gajhede fortæller historien om den gamle mølle, der blev bygget på Fjelsted Bakke i 1820, og sten for sten blev flyttet til Møllebakken i 1872, året efter jernbanen kom til Sindal. Foruden rundvisning er der også udstilling om møllens historie samt udstilling af kunsthåndværk.

- Vi glæder os rigtigt meget til at vise møllen frem, for vi ved, at møllen har stor betydning for mange i Sindal og omegn. Mange frivillige har i årevis været involveret i møllens restaurering, og nu får de lejlighed til at se, at deres arbejde har båret frugt, fortæller Jens Gajhede.

Besøgende kan denne dag se den nye indretning i alle møllens etager helt op til møllehatten. Det har krævet en del, at indrette den gamle hollandske tårnmølle til beboelse for en moderne familie, men det er til fulde lykkedes.

Grundet coronarestriktionerne foregår rundvisningen i hold, og der er ensretning rundt i møllen. Da der skal foretages indkøb og fremskaffes borde og stole samt håndsprit, er Anne og Jens meget interesseret i tilmeldinger til mølledagen. Det kan ske via Facebook.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu