Åben byggeplads - få et smugkig på det nye plejecenter
Hvordan kommer det nye center i Sindal til at se ud? Det kan man få et lille indblik i onsdag 26. april kl. 16-17, hvor Hjørring Kommune inviterer til en guidet tur rundt på byggepladsen til det nye center i Sindal.
Byggeriet er Ved Banen i Sindal. Rundvisningen er gratis, og den kræver ingen tilmelding, men man opfordrer til, at interesserede tager fornuftigt fodtøj på, da det jo er en byggeplads.
Byggeriet er ikke til at overse, når man kommer ad hovedvejen mellem Hjørring og Sindal. Det er på sydsiden af Hjørringvej overfor Falck, og der opføres et center på cirka 10.000 kvadratmeter.
Når det nye center står færdigt i sommeren 2024, vil det erstatte ældrecenteret Vendelbocenteret i Sindal og ældrecenter Smedegården i Bindslev. Derudover vil centeret indeholde et aktivitetscenter, genoptræning, sygeplejeklinik samt et cafétilbud.
Det nye center bygges i ét plan, dog med personalefaciliteter i kælderen. Arkitekturen integrerer en række velfærdsteknologiske løsninger i både boliger og fællesarealer. Her spiller elementer som lys, akustik, indeklima og orientering en vigtig rolle, ligesom centeret er skabt med opmærksomhed på korte afstande og tilgængelighed.
Med byggeriet ønsker Hjørring Kommune at skabe de bedste rammer for et center, der både er et godt sted at bo, et godt sted at gæste og et godt sted at arbejde.
Det nye center er tegnet af Cubo Arkitekter, der også er totalrådgiver på projektet. Entreprenør på opgaven med at opføre det store byggeri er NCC. Øvrige samarbejdspartnere på projektet er Skaarup Landskab og Niras Aalborg.