50 ryttere i aktion - tre-årige Iben var den yngste i sadlen ved sommerafslutning

29. juni 2021 kl. 10.29

Søndag var præget af fuld aktivitet i stalde og haller, da Hjørring Rideklub markerede afslutningen før sommerferien med et internt stævne, hvor skoleafdelingens elever havde mulighed for at vise, hvad de havde lært i vinterens løb.

Der var travlhed fra morgenstunden med at shine klubbens skoleheste og - ponyer op, så de præsenterede sig på flotteste vis. Dette at strigle og klargøre hestene er også en del af undervisningen i elevskolen.

Klubbens elevskole har i alt 50 ryttere i alle aldre fra den yngste på tre år og op til voksne, som trofast har deltaget i undervisningen i mange år.

I dagens stævne var der i alt 51 starter, og rytternes præstationer blev fulgt med stor interesse og engagement af et talstærkt publikum bestående af forældre, bedsteforældre og søskende, så tilskuertribunen i den store hal var godt fyldt op.

Rytterne red forskellige programmer alt efter hvor langt de er kommet i undervisningen, og alle blev bedømt af en dommer. Til slut blev der uddelt rosetter og præmier sponseret flere forskellige forretningsdrivende. På dagen havde klubben også den fornøjelse at kunne indvi to flotte skamler - også velvilligt sponseret - som store og små vil få stor glæde af, når de skal til hest.

Over middag havde klubbens privatryttere også mulighed for at få bedømt formen efter vinterens træning, idet der var to dressurklasser for henholdsvis ponyer og heste, som også blev bedømt og kommenteret af en dommer. Det er planen at afholde lignende arrangementer nogle gange i årets løb - dette vil at dømme efter dagens aktivitet og gode stemning blive et populært indslag for både deltagere og tilskuere. Bhj

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste