Det er altid Tordenskjolds soldater, der får teltene op og ned
HIRTSHALS: Det er Boldklubbens Venner, der er de frivillige kræfter, som altid hjælper til, når der afholdes store arrangementer i Hirtshals.
Boldklubbens Venner har blandt andet hjulpet til under Fiskefestivalen og senest ved Naturmødet. Det er også dem, der står for Det Store Telt Skibet, når det skal sættes op og tages ned på Den Grønne Plads. Det er en omfattende opgave, som kræver 20 mand – plus lidt hjælp fra Cold Sejl.
Dan Andersen, som er den nuværende formand for Boldklubbens Venner, har travlt med at få det hele organiseret, når det store telt skal sættes op og tages ned. Jan Knudsen er også en fast mand i holdet, som hjælper med at få det hele til at fungere.
– Det er vigtigt, at sikkerheden er i orden, når vi arbejder med de store master. Derfor er vi altid mange til stede, når masterne skal op og ned, så der ikke sker nogen ulykker, forklarer Jan Knudsen.
Hirtshals har meget at takke Boldklubbens Venner for – for alt det frivillige arbejde, de gang på gang udfører, når der er store arrangementer i byen.