Der var julemad til langturschaufførerne for femte gang
HIRTSHALS: Det var femte gang, der blev serveret julemad for de mange langturschauffører, der måtte holde juleaften på HTC i Hirtshals.
Det er Asger Gade fra Åbyen i Hirtshals, der sammen med en gruppe frivillige står bag julemiddagen til chaufførerne på HTC i Hirtshals.
I alt 16 chauffører fra mange forskellige lande fik julemiddag i toldbygningen på HTC i Hirtshals. Samtidig modtog de også en gavepose fra butikker og virksomheder i Hirtshals Handel og Erhverv. Hele arrangementet blev organiseret af Asger Gade og de mange frivillige, samt hans familie, Kristine Gjedde og Freddy Wie Andersen.
Der var mange sponsorer – blandt andet HTC, der stillede lokaler til rådighed, og butikker som Netto, Brugsen, Coop 365, Spar, Højene Bageren, Havnekiosken og Hirtshals Havn.
Også Conway, Tøjeksperten, 3F Skagerak og Uno-X bidrog med mad, gaver og en hjælpende hånd. Derudover havde Tommy Høj fra Høj Data lavet informationsskilte overalt, og selve flæskestegen blev stegt hos Kjul Ishus.
Asger Gade var meget glad for den store opbakning fra de mange i og omkring Hirtshals, som alle havde gjort det muligt at give chaufførerne en god juleoplevelse den 24. december på HTC i Hirtshals.