Denne dag vil du se bevæbnet politi og indsatskøretøjer i byen
Du skal ikke blive forskrækket, hvis du på onsdag hører skud, udrykning og ser masser af uniformerede personale i centrum af Hjørring.
Der bliver nemlig afholdt en beredskabsøvelse på Hjørring Gymnasium fra onsdag formiddag. Både Nordjyllands Politi, Beredskabsstyrelsen, Nordjyllands Beredskab, Region Nordjylland, Hjørring Kommune, Hjemmeværnet og Hjørring Gymnasium.
I en pressemeddelelse fortæller fungerende politiinspektør Henrik Skals, at det bliver en såkaldt "sikkerhedshændelse" på selve gymnasiet.
- Men da det er vigtigt, at øvelsesdeltagerne lærer så meget som overhovedet muligt, så kan jeg ikke, lige nu, komme ind på detaljerne i det scenarie, vi har forberedt til dem. Dog vil vi under øvelsen være meget synlige i og omkring skolen med både personale og køretøjer, ligesom der også vil være et større antal figuranter til stede, forklarer Henrik Skals.
Han kan ikke udelukke, at der vil ske forstyrrelser af trafikken.
- Der kan være tale om, at vi kortvarigt afspærrer nogle veje i området omkring skolen, hvis køretøjer skal igennem, men vi har Hjemmeværnet kommanderet på plads, og de er klar til at dirigere færdslen; derfor er det vores forventning, at forstyrrelserne for færdslen bliver af en mindre karakter, siger Henrik Skals.
Der er en række andre uddannelsesinstitutioner i byen, der kan blive indirekte påvirket af øvelsen. Det drejer sig om Hjørring Privatskole, Muldbjergskolen, Hjørring VUC og HF, Bofællesskabet Laden og UCN Hjørring. De indgår ikke i øvelsen, men kan blive påvirket på grund af trafikken. Derfor anbefaler Henrik Skals at man kører i god tid på onsdag.
Han opfordrer også til, at man ikke møder op ved skolen for at kigge på. Det kan give forstyrrelser af øvelsen.