Billede beskrivelse

Den nye butikschef er en erfaren herre i branchen

02. januar 2026 kl. 06.01

HIRTSHALS: Rene Alexander Larsen har været souschef i 365 Discount Hirtshals i tre år og har arbejdet i 365-kæden i alt i ti år.

Den nyudnævnte butikschef i 365 Discount Hirtshals er altså en erfaren herre. Rene Alexander Larsen er 36 år og bor i Hjørring, men han ønsker nu at flytte til Hirtshals:

– Jeg elsker Hirtshals. Det er en fantastisk by, og vores kunder her i byen har begge ben på jorden. De har en god humor og er altid gode for en sjov historie – og det gør jeg meget ud af.

Billede beskrivelse

– Jeg prøver, sammen med vores øvrige ansatte her i 365, at skabe en god og veltrimmet butik hver dag. Vi vil gerne give vores kunder en god vejledning – og gøre det med et smil. Det er noget af det vigtigste i dag: Kundebetjeningen skal være helt i top – netop for kundernes skyld.

– Samtidig lægger vi os hele tiden i selen for, at butikken skal være pæn og indbydende. Vores hylder skal være veltrimmede hele tiden, og butikken skal have en meget høj ferskvareprofil – både i frugt og grønt og i vores store ferskvareområde, siger Rene Alexander Larsen.

Billede beskrivelse

365 Discount, beliggende på Nejstdalen 2 i Hirtshals, er nærbutikken for et stort område, der omfatter hele Emmersbæk og den sydlige del af Hirtshals:

– Vi har fået hele butikkens facade vandskuret hvid, og jeg synes selv, butikken fremstår meget flot nu med den nye hvide farve. Hvid er altid flot – og det forpligter. For når butikken er så flot set udefra, skal den også være meget flot indvendig, og det bestræber vi os på hver eneste dag, siger den nyudnævnte butikschef i 365 Discount Hirtshals, Rene Alexander Larsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste