De spiller, hvor mange andre ikke kommer - oplev dem i Hjørring
HJØRRING: En helt særlig koncert er på trapperne i Hjørring.
De to musikere Johannes Pehrson - der er opvokset i Hjørring - og Maria Anna Rosenberg udgør gruppen Me And Maria, og 14. december optræder de i Forsamlingsbygningen i Østergade.
I 2018 besluttede de at udvide deres koncerter til også at omfatte i psykiatrien, især for indlagte på den lukkede. Og Maria Anna Rosenberg fortæller følgende om baggrunden:
- Min mor har altid haft et skrøbeligt sind, men var samtidig en kvinde fald af kraft og fantastiske kreative idéer. Men i 2010 blev det hele for meget for hende, hun blev indlagt på en åben afdeling efter et selvmordsforsøg. Jeg besøgte hende så meget, jeg kunne og var skræmt over, hvor goldt der var. Hun opfattede sig selv som endnu mere syg, fordi der så sygt ud omkring hende. Hun fik det kun værre og kom på en lukket afdeling. Omgivelserne der var ikke bedre. Indimellem så jeg glimt af den, hun egentlig var. Det opstod især, når vi sang sammen eller lavede noget andet kreativt. Derfor tænkte jeg, at det ville være godt med musik for indlagte. Fordi hun ville have nydt det. Hun er her ikke mere til at nyde det, men det er der andre, der er.
Landsforeningen for Efterladte efter Selvmord har arrangeret koncerten, der begynder klokken 19. Koncerten er gratis og man kan tilmelde sig på www.efterladte.dk.
Me And Maria har tre albums bag sig.