Billede beskrivelse

De lokale erhvervsdrivende flokkedes til møde

18. juni 2025 kl. 14.01

HIRTSHALS: Morgenmødet i Hirtshals Handel og Erhverv bød på syv indlæg fra syv personer, og det var der mange medlemmer, der var interesserede i at høre om.

Der var således mødt 45 personer op til mødet på Hotel Skaga den 6. juni, hvor der blandt andet blev fortalt om den kommende film "Rejekongen" til 30 millioner kroner, som skal produceres i Hirtshals.

Billede beskrivelse

Formanden for Hirtshals Handel og Erhverv, Tommy Høj, fortalte om afholdte og kommende aktiviteter i Hirtshals. Han kunne allerede nu se stor interesse for de kommende arrangementer. Der er blandt andet tilmeldt mange veteranbiler til arrangementet den 9. august, hvor han forventer omkring 4500 besøgende. Som noget nyt afholdes der desuden et aftenmøde på Restaurant Lilleheden den 16. juni kl. 18. Handelschefen var ordstyrer på mødet, hvor der var ni punkter på dagsordenen.

Christian Andersen, som var instruktør på filmen "Synkefri" fra Hirtshals, fortalte, at der nu igen skal laves en film fra byen med titlen "Rejekongen", og at den vil koste cirka 30 millioner kroner at producere.

Fritidskonsulent Kenneth Brøndum fra Hirtshals Skolecenter fortalte om de unges jobmuligheder. Han understregede, at der er behov for unge i virksomhederne i Hirtshals.

Borgmester Søren Smalbro fortalte om kommunens økonomi og udtrykte tilfredshed med, at budgettet holder, og at kommunen afdrager 50 millioner kroner om året på gælden. Virksomhederne i Hjørring Kommune har skabt cirka 1000 nye arbejdspladser det seneste år, hvilket kan medføre mangel på arbejdskraft fremover. En ny stor fabrik til ørredopdræt på land etableres bag Transportcenteret i Hirtshals. Han påpegede også, at fødselstallet er faldende: I 1975 blev der født 1000 børn, i 2000 var tallet 770, og i 2024 blot 550.

Billede beskrivelse

Leif Lund Jakobsen fra Naturmødet fortalte om de mange stande og debatter, der fandt sted under arrangementet. På trods af en forsinket åbning grundet storm blev det et godt møde med cirka 30.000 besøgende i løbet af de tre dage, det varede.

Turistchef Laila Zielke fortalte om byggeriet på Vestmolen, hvor det Sorte Tårn skal opføres. Hun nævnte også "Extrem Hirtshals", som blev afholdt pinselørdag.

Formanden for Ældre Sagen i Hirtshals, Kirsten Jespersen, kunne oplyse, at foreningen nu har 3060 medlemmer i Hirtshals-området, som dækker den gamle Hirtshals Kommune. Hun redegjorde for Demenssymbolet, som hun uddelte på mødet. Butikkerne kan spille en vigtig rolle i at forstå kunder med symbolet, og her er det vigtigt med de tre handleråd: Tag kontakt, tal tydeligt og vær tålmodig. Den tidligere boghandler og næstformand i Ældre Sagen i Hirtshals, Kurt Jakobsen, fortalte om Demenscaféen på Lynggården, som afholdes hver fjerde torsdag fra kl. 14 til 16. Pårørende til personer med demens er meget velkomne.

Formanden for Hirtshals Tennis og Padelklub, Susanne Krohn Djurhuus, fortalte, at klubbens medlemmer spænder fra fem til 84 år. Det er dermed en sport for alle, som kan dyrkes året rundt. Ved padeltennis er der fire spillere på banen ad gangen, og hun mente, det kunne være en god motionsform for medlemmerne af Hirtshals Handel og Erhverv – det er sjovt og sundt.

Morgenmødet sluttede kl. 9.00, hvilket var imponerende med tanke på den omfattende dagsorden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste