Christoffer ejer Lilleheden og Michael er el-installatør: Men de har noget til fælles
HIRTSHALS: Elinstallatør Michael Søborg har netop afsluttet nogle større installationsarbejder hos Café og Restaurant Lilleheden i Hirtshals.
Der er blevet installeret en ny elektrisk markise, og der er opsat mange varmelamper – både ved gavlen ud mod Den Grønne Plads og på 1. sal på terrassen.
Christoffer Ramberg, der nu ejer Café og Restaurant Lilleheden, og elinstallatør Michael Søborg er begge 33 år.
De er begge sprunget ud som selvstændige og er glade for deres beslutning, men de fortæller samstemmende, at det til tider kan være udfordrende – for det er jo ikke en 37-timers arbejdsuge, man har, når man er nystartet.
På Café og Restaurant Lilleheden er der op mod 70 ansatte på vagtplanen her i sæsonen, og Michael Søborg har netop ansat en fast elektriker og investeret i endnu en varebil.
Café og Restaurant Lilleheden forsøger at holde priserne nede.
- Selvom mange råvarer i øjeblikket stiger voldsomt, holder vi priserne i ro. Vores bøffer er ikke steget, selvom oksekød er steget med mere end 20 % her i det nye år, siger Christoffer Ramberg.
- Lilleheden har en fantastisk god lokal opbakning, men vi glæder os til den dag, den norske kronekurs bliver mere som den danske krone, siger restaurantøren.
Begge de to selvstændige, Christoffer Ramberg og Michael Søborg, har godt gang i deres virksomheder.
- Det handler om at give en god service og så ikke være for dyre med det, man sælger, siger de begge.