Flere uheld på vinterglatte motorveje
Fire biler involveret i uheld lørdag aften på E39 og E45
Opdateret kl. 21.22 med udtalelser fra vagtchefen ved Nordjyllands Politi
NORDJYLLAND: Det lunefulde vintervejr med hagl, sne- og regnbyger kostede lørdag aften fire bilister på motorvejene i Nordjylland en alvorlig forskrækkelse.
Heldigvis kom ingen til skade, og der var udelukkende tale om materiel skade, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.
På E39 Hirtshalsmotorvejen kom to bilister med fem minutters mellemrum først på aftenen i problemer i nordgående retning mellem Brønderslev og Vrå. Her gjorde hagl og sne vejbanen glat, og mens en rød Tesla mistede vejgreb og endte helt ude på en mark, skred den anden bil ud i et ublidt møde med rabatten.
Både politi og ambulance kom til stedet, men bilisterne slap fra uheldene uden skader på andet end deres biler.
Længere sydpå - ved Fårup syd for Hobro - var det aquaplanning, som kl. 20.24 var skyld i, at to biler kørte sammen og havnede i autoværnet.
- Igen uden at nogen kom til skade, noterer Karsten Højrup Kristensen.