Bred budgetaftale redder populære væresteder og sender flere penge til skolerne
Der er bred opbakning til næste års budget i Hjørring Kommune. Samtlige partier med undtagelse af Frode Larsen (NB) og Erik Høgh-Sørensen (UP indgik torsdag en aftale, der bl.a. redder væresteder og kulturinstitutioner i kommunen, der ellers var truet af lukning.
Samtidig er der også fundet ekstra 10 millioner til at styrke den almene folkeskole i kommunen.
Venstre, Socialdemokratiet, Radikale, Konservative, SF og Enhedslisten er blevet enige om budgetaftalen.
Der har har været meget debat om Den Blå Sociale Cafe for nuværende og tidligere alkoholikere i Hjørring. Cafeen har været truet af lukning, fordi kommunen ville fjerne tilskuddet. Nu er der afsat 400.000 kroner årligt, foreløbigt over de næste fire år. Det var det beløb Blå Kors selv havde ønsket.
Et populært tilbud, RAV for yngre demente og deres pårørende ser også ud til at være reddet med en årlig bevilling på 400.000 kroner.
Kulturstedet Vendelbohus får en ny bevilling på 150.000 kroner årligt, og Kunstbygningen i Vrå slipper for den kraftige barbering af det kommunale tilskud, som der ellers var lagt op til.
- Vendelbohus havde søgt om mere, men der arbejdes også på øget sponsorstøtte til at bevare stedet, siger borgmester Søren Smalbro (V).
På anlægssiden bliver der bl.a. næste år råd til en tiltrængt rundkørsel i et farligt kryds ved Vellingshøjvej og Ringvejen, og der er afsat fem millioner kroner til renovering af Lundergårdsskolen i Hjørring.
- Jeg er utroligt glad for den brede aftale, og vi har lavet et meget robust budget, hvor vi ender med en kassebeholdning ved udgangen af næste år på 190 millioner kroner, siger Søren Smalbro
Borgmesterkandidat hos Socialdemokratiet, Mai-Britt Beith (A), er særligt glad for, at det er lykkedes at finde næsten 10 millioner kroner til målrettede indsatser ude i skoleklasserne, der kan understøtte, at flere børn kan blive i folkeskolens klassefællesskaber.
-Det er hårdt tiltrængt, da skolerne åbenlyst er meget pressede,” siger Mai-Britt Beith (A).
Til gengæld vil der næste år blive sparet på specialundervisningen på Hjørringskolen, hvor skoledagen for de yngste elever bliver kortere.
Frode Larsen (NB) og Erik Høgh-Sørensen (UP), der fortsat kalder aftalen et "spare-budget" mener slet ikke, at de reelt blev inviteret med ved bordet. De ønskede bl.a. at bruge færre millioner på ledelse og flere millioner på skoleundervisning. De ønskede sig også en garanti for, at der ikke bliver lukket skoler på den her side af et kommunalvalg.