Boxit vil støtte foreninger og klubber med nyt tiltag
Efter et stigende antal henvendelser om sponsoraftaler åbner Boxit nu en særskilt støttepulje for Hjørring, hvor foreninger, sportsklubber og lignende i lokalområdet kan søge.
Det fortæller Boxit i en pressemeddelelse.
Hos Boxit i Hjørring starter det nye år med en systematisering af virksomhedens tildelinger af støtte til lokale foreninger, sportsklubber og ildsjæle, der nu kan søge en officiel pulje på 15.000 kroner i form af det nye koncept Boxit Assist.
- Vi har gennem årene fået et stigende antal henvendelser på, om vi vil støtte og sponsorere det ene eller andet tiltag. Vi har løbende vurderet og takket ja eller nej, men nu vil vi sætte system i det og dermed også opfordre flere til at ansøge, fortæller Lars Alkert Andersen, der er ansvarlig for det nye Boxit Assist.
Skal afgøres med lokale afstemninger
Puljen kan søges en gang årligt, og første gang der åbnes for ansøgninger var den 1. februar i år. Boxit udvælger de nominerede blandt ansøgningerne, og herefter skal de nominerede selv ud at påvirke deres organisation og deres støtter til at stemme på dem. Afstemningen kommer til at foregå på Boxits hjemmeside.
- Vi vil gerne være med til at skabe noget aktivitet i Hjørring, hvor vi selv har været en del af bybilledet i efterhånden mange år. Ved at motivere ansøgerne til selv at hente stemmer ind lokalt sker der noget, og alle får mulighed for at gøre opmærksom på deres gode sager, lyder det fra Lars Alkert Andersen.
- Det kan være alt fra foreninger eller lokale ildsjæle til sport, kunst, borgerforeninger – det er egentlig kun fantasien, der sætter grænser. Tidligere har folk bare henvendt sig, og det blev lidt vilkårligt, men nu fokuserer vi indsatsen, uddyber han.
Hjørring er en Boxit-by
Der vil være puljer i hver af de områder, hvor Boxit har afdelinger, og her er Hjørring en af de heldige.
Derudover vil der være en landsdækkende pulje, der kan søges af alle klubber og foreninger, uanset hvor i landet de holder til, med en samlet værdi på mere end 150.000 kroner.
Puljen hos Boxit Assist kan søges via Boxits hjemmeside.
Vinderne kåres inden sommerferien, og førstepladsen får et beløb på 10.000 kroner, mens andenpladsen er på 5.000 kroner.