Billede beskrivelse

Bordtennisklubber inviterer lokale seniorer til åbent hus

30. august 2025 kl. 06.02

HIRTSHALS: Bordtennis er i stigende grad blevet populært blandt seniorer over hele landet. Nu inviterer Bordtennisklubben B75 Hirtshals og LIUF Bordtennis alle lokale 60+’ere til at opleve sporten helt gratis ved åbent hus-arrangementer i september.

I Hirtshals Idrætscenter kan interesserede møde op den 8. september kl. 12-14 og igen den 10. september kl. 11-13. LIUF Bordtennis byder velkommen den 11. september kl. 19.30-21 på Lundergårdskolen i Hjørring.

Arrangementerne er en del af det landsdækkende initiativ BAT 60+, som DGI Bordtennis og Bordtennis Danmark står bag. Her får seniorer mulighed for at prøve kræfter med en sport, der både styrker kroppen og udfordrer hjernen – uanset erfaring og fysisk form.

- Alle kan være med, uanset form og ambitioner, da spillet kan varieres i tempo og intensitet. Samtidig er det sociale en stor del af spillet, og nye spillere vil blive budt velkommen, så de får lyst til at komme igen, fortæller Lis Hævdholm, medlem af følgeudvalget for BAT 60+.

Træningen er tilpasset seniorers dagsrytme og livsstil, med god tid til hygge både før og efter spillet. Klubberne stiller bat, bolde og borde til rådighed, og der kræves ingen tilmelding.

Siden kampagnens begyndelse i 2016 er interessen eksploderet. Over 1.400 nye spillere over 60 år har fundet vej til bordtennisklubber i hele landet de seneste fire år – og tendensen ser ud til at fortsætte.

- Bordtennis er ideelt – også for dem med mindre skavanker. Det er skånsomt, men man får stadig sved på panden, konkurrence og fællesskab, siger Lis Hævdholm.

Bordtennis er let at gå til, men svært at slippe. Det er en sport, hvor både balance, reaktion og muskler bliver sat i spil – og hvor grin og godt selskab er en del af pakken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste