Billede beskrivelse

Aurion fejrer 50-års jubilæum

22. oktober 2024 kl. 08.01

HJØRRING: Da en lille gruppe forbrugere i Hjørring tilbage i 1974 åbnede Butikken Aurion, var det på baggrund af et ønske om at få biodynamiske og ikke sprøjtede fødevarer på hylderne.

Dengang var der ganske få, der troede på projektet, men den 24. oktober fejrer mølleriet 50-års jubilæum. Altid i bevægelse, altid på vej.

Økologiske pionerer

Aurion blev stiftet i 1974 med det formål at drive en butik med biologisk-dynamiske varer. Senere kom økologien til.

Billede beskrivelse

Inden for ganske kort tid voksede efterspørgslen på disse nye fødevarer, som kun fandtes ganske få steder. Især brødene var populære – bagt med surdej, bageferment og fuldkornsmel. Det blev startskuddet til Bageriet Aurion og senere mølleriet.

Mølleriet og Merkur Bank

I 1980 åbnede Inger og Jørn Ussing Larsen Bageriet Aurion i Hjørring, men det var svært at skaffe penge til mølleriet. Så foreningen bag Aurion stifter Danmarks første værdi-baserede pengeinstitut, Merkur Bank, med en konservatorieuddannet fløjtenist som direktør.

Mølleriet med de østrigske stenkværne blev realiseret, og Aurion blev synonym med unikke produkter, høj kvalitet og kompromisløshed i forhold til at producere rene produkter.

Spelten gjorde Aurion kendt

I 1992 fik Jørn Ussing Larsen en håndfuld spelt, og det blev starten på en livslang kærlighed til de gamle oldtids- og nordiske kornsorter. Uden Aurion, ingen spelt, ingen ølandshvede og mange andre spændende kornsorter.

I dag har mølleriet det største udvalg i Norden af økologisk oldtidskorn og glutenfrie korn og frø. Mølleriet dyrker og producerer også bælgfrugter.

Forrest i klimakampen

Siden 1980’erne har Aurion haft sine egne danske biodynamiske og økologiske landmænd. De dyrker efter Aurions regler, som er strengere end de gængse regler for økologisk dyrkning.

Billede beskrivelse

Der accepteres ingen brug af konventionel gødning, og mølleriet siger også nej tak til biogasgødning.

Første danske spelt siden 1928

På trods af de 50 år hviler Aurion ikke på laurbærrene. Senest har mølleriet lanceret danske økologiske bælgfrugter på det danske marked, og i år kom to nye gamle kornsorter.

- I år introducerer vi en dansk spelt på markedet. Der har ikke været en dansk speltsort i Danmark siden 1928. Vi introducerer også Borrisrugen, som er det tætteste, vi kommer på en dansk rug. Vi vil rigtig gerne give forbrugerne nye smagsoplevelser, fortæller direktøren, som understreger, at det værdibaserede stadig er alfa og omega i mølleriet.

Jubilæum i Kornets Hus

Jubilæet fejres den 24. oktober 2024 i Kornets Hus, som er realiseringen af en af Aurions mange visioner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste