Alle veje fører til Poul Anker Bech på Vendsyssel Kunstmuseum
HJØRRING: Veje, stier, hjulspor og rejser gennem landskabet er omdrejningspunktet for en ny stor udstilling på Vendsyssel Kunstmuseum. Fra 6. juni kan publikum opleve Poul Anker Bech - På vej, som for første gang samler en lang række af kunstnerens værker med vejen som gennemgående motiv.
Udstillingen viser, hvordan vejen gennem hele Poul Anker Bechs virke fungerede som både konkret landskabs-element og symbol på bevægelse, forandring og menneskets rejse gennem livet.
Besøgende kan opleve alt fra motorveje og landeveje til fodspor og hjulspor, mens mennesker og dyr bevæger sig ind og ud af landskabet til fods, i bil, med tog, færge eller fly. Værkerne er lånt fra både institutioner og private samlere fra hele landet.
I de tidlige værker arbejder Poul Anker Bech med et fotorealistisk udtryk, hvor vejnet, byskilte og velkendte elementer som busskure og transformatortårne præger motiverne.
Senere udvikler billederne sig i en mere surrealistisk retning, hvor landskaber og veje nærmest svæver frit i billedrummet.
Blandt udstillingens centrale værker er Asfaltserenade fra 2002, som ejes af Statens Museum for Kunst. Her arbejder asfaltarbejdere og maskiner på et næsten flydende landskabsplateau, der illustrerer kunstnerens særlige blanding af det genkendelige og det drømmeagtige.
Ny publikation følger udstillingen
I forbindelse med udstillingen udgiver museet en rigt illustreret publikation med artikler om Poul Anker Bechs arbejde med vejen som motiv.
Museumsdirektør Sine Kildeberg beskriver i publikationen motivets udvikling gennem fire årtier, mens Ole B. Jensen perspektiverer vejens betydning i samfundet og relaterer den til kunstnerens værker.
Udstillingen åbner med fernisering lørdag 6. juni kl. 14.00. Her vil Sine Kildeberg byde velkommen, Ole B. Jensen holde åbningstale, og Felicia Bech Lillelund fortælle om sin far og hans kunst.
Der er fri entré til åbningen, og alle interesserede er velkomne.
Udstillingen er støttet af 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond og Lemvigh-Müller Fonden.
Udstillingen vises samtidig med en Poul Anker Bech-udstilling på Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen, som kan opleves frem til 19. juli.