Billede beskrivelse

Villy har en bøn: Gøgsigs Pakhus står klar

23. marts 2025 kl. 08.31

SINDAL: - Vi skal huske, at det ikke kun er sten, træ og maling vi fejrer i dag. Det vi i høj grad hylder, er også fællesskabet. Mange mennesker har bidraget med tid, med penge og med hårdt arbejde for at gøre det her muligt.

Sådan lød det blandt andet fra Hjørring-borgmester, Søren Smalbro (V), da han lørdag formiddag holdt indvielsestale ved Gøgsigs Pakhus i Sindal. En stor og gennemgribende renovering er vel overstået.

Bygningen står nu klar til brug som lokalt kulturhus. 

Billede beskrivelse

Fremover skal stedet blandt andet danne ramme om koncerter, udstillinger, foredrag, møder og meget andet. 

- Jeg vil også gerne rette en tak til de fonde og virksomheder, der i større eller mindre målestok aktivt har været medvirkende til at realisere projektet. Uden deres bidrag, ville det ikke have været muligt, fortsatte borgmesteren, inden han klippede snoren og officielt åbnede det nyrenoverede Gøgsigs Pakhus. 

Siden kunne de mange fremmødte bevæge sig indenfor i den smukke bygning, der er sat i stand fra top til tå med blandt andet nye el- og varmeinstallationer, net-pudset facade, lofter, ovenlysvinduer, anretter-køkken og meget mere.

- Vi er meget tilfredse med resultatet, siger formanden for den selvejende institution bag Gøgsigs Pakhus, Villy Nielsen. 

- Renoveringen har stået på i etaper siden 2022 og gennem hele forløbet har vi fået rigtig stor opbakning fra både borgere og virksomheder. Det meste er lavet af frivillige hænder. Og til de opgaver, der har krævet håndværkere, er vi blevet mødt med stor velvillighed og fordelagtige priser. Så vi kan kun være glade, tilføjer Villy Nielsen.

Billede beskrivelse

Han oplyser, at renoveringen af Gøgsigs Pakhus løber op i cirka 600.000 kr. Fonde har bidraget med i alt 555.000 kr. 

- Derudover har vi selv betalt en lille del af arbejdet, forklarer Villy Nielsen, der nu håber, at huset vil blive et centrum for mangfoldige aktiviteter. 

- Vi har opfordret borgerne til at komme med forslag til anvendelsesmuligheder. Man kan også blive medlem og dermed få adgang til at leje lokalerne til private selskaber og lignende. Vi håber på den måde at generere flere indtægter til den fremtidige drift, beretter formanden.

Billede beskrivelse

Lørdagens indvielse trak flere hundrede indenfor i pakhuset, hvor der blev serveret vin og sandwicher.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste