Vil du være med til at gøre Hjørring tryggere?
HJØRRING: Natteravnene i Hjørring søger nye frivillige, der har lyst til at gøre en forskel i nattelivet og samtidig være med til at skabe trygge rammer for både unge og voksne.
Iført deres karakteristiske gule jakker bevæger Natteravnene sig rundt i byens gader om aftenen og natten. Her er de synlige voksne, som unge kan henvende sig til, hvad enten der er brug for en snak, hjælp eller bare en tryg tilstedeværelse.
- Vi er der, hvor de unge er. Det kan være i midtbyen, ved fester, festivaler eller andre arrangementer, hvor mange samles, fortæller Natteravnene.
Som Natteravn behøver man ikke have særlige forudsætninger. Det vigtigste er lysten til at gøre en forskel.
Alle kan være med. Samtidig er det en fleksibel frivillig indsats. Man behøver nemlig ikke deltage hver weekend.
Skaber tryghed – også når det gælder
Natteravnene går altid flere sammen og er synlige i bybilledet. Deres tilstedeværelse er med til at forebygge konflikter og skabe ro, men de er også klar, hvis situationer opstår.
De møder de unge i øjenhøjde, uden at dømme, og fungerer som et trygt bindeled i nattelivet. Samtidig samarbejder de med blandt andet politi og andre aktører for at skabe de bedste rammer.
Der er altid brug for flere hænder – og måske er det noget for dig.
Har du lyst til at blive en del af fællesskabet eller høre mere, kan du kontakte Natteravnene Hjørring på: hjoerring@natteravnene.dk