Billede beskrivelse

Vagn får central plads opkaldt efter sig

16. december 2025 kl. 15.41

VRÅ: Pladsen overfor Sparekassen Danmarks hovedkontor i Vrå har nu fået navnet Vagn Hansens Plads efter sparekassens tidligere administrerende direktør, Vagn Hansen, der trådte tilbage i august.

En sparekasse i vækst

Under Vagn Hansens ledelse har sparekassen som følge af ikke mindre end 17 fusioner skiftet navn fra Vrå Sparekasse til Sparekassen Vendsyssel og nu Sparekassen Danmark og er vokset fra ca. 35 medarbejdere og fire afdelinger til ca. 1.700 medarbejdere og 69 afdelinger fordelt i det meste af landet.

Ved Vagn Hansens afskedsreception bekendtgjorde Kim Mouritsen, der sammen med Lars Thomsen har overtaget titlen som administrerende direktører, at sparekassen ønskede at markere Vagn Hansens store indsats ved at navngive en plads i Vrå efter ham.

- Vagn har sat et helt særligt præg på sektoren, på sparekassen og på Lars og mig som leder, mentor og ven. Derfor er det helt naturligt for os at opkalde en plads efter ham., sagde Kim Mouritsen til Vagns reception.

- Det er jeg stolt af. Det er en stor ære og en anerkendelse af mit arbejde for sparekassen og for Vrå, siger Vagn Hansen.

Hovedkontoret er sparekassens hjerte

Det er hovedkontoret i Vrå, der er sparekassens hjerte, selvom sparekassen i dag findes på 69 adresser i Jylland, på Fyn og i København, og derfor skulle Vagn Hansens Plads naturligvis have udsigt til hovedkontoret på Østergade 15. Her har sparekassen haft til huse i 100 år.

Bygningen er nemlig fra 1925 – dog med en senere tilbygning.

- Vi har skabt en stor arbejdsplads i Vrå. Hver gang sparekassen udvider med en afdeling andre steder i landet, giver det mere arbejde til de centrale funktioner i Vrå og skaber udvikling her i byen, siger Vagn Hansen.

Vagn Hansen blev tidligere på året hædret med Vrå Prisen 2025 for sin indsats for Vrå og omegn, ligesom han i 2019 modtog Bankdirektør Svend Hansen og Hustrus Fonds hæderspris for sin betydning for sparekassetanken.

Sparekassetanken

- Det er sparekassetanken, der har været omdrejningspunktet i min karriere, og det har været hjerteblod for mig og for sparekassen at netop være en sparekasse og ikke en bank, siger Vagn Hansen.

- Fordelen ved sparekassemodellen er, at en garantsparekasse er en selvejende institution, der er fri til at bruge sit overskud på at give noget igen til de lokalsamfund, hvor pengene er tjent. Vi har ingen aktionærer, der skal forgyldes. Derfor har vi også i forbindelse med sparekassens mange fusioner kunnet stifte Sparekassen Danmark Fondene, der i 2025 har mulighed for at uddele 130 millioner kroner til almennyttige og velgørende formål, fortsætter han.

Vagn Hansen sidder selv i bestyrelsen for Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel, der er en af de 15 fonde i fællesskabet Sparekassen Danmark Fondene. Fondene er garanter i sparekassen, og det er de penge, de modtager i garantrente, som de uddeler til gode formål i hele landet.

At give tilbage til lokalsamfundet

- Sparekassens formål er at kunne give tilbage til de samfund, hvor pengene er tjent. Det gør vi gennem Sparekassen Danmark Fondene og gennem sparekassens sponsorater og lokale engagement, siger administrerende direktør Lars Thomsen.

- Vagn Hansen har været foregangsmand for en unik forretningsmodel og har skabt en sparekasse, der har gjort – og kommer til at gøre – en stor forskel for Vrå og for alle sparekassens lokalområder, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste