(U)hyggen i haven er ganske gratis: - Vi gør det, fordi vi elsker at møde mennesker
GJURUP: På Løkkensvej i Gjurup har Vibeke og Jimmi Stensgaard forvandlet deres have til et sandt efterårs- og Halloween-univers. Bag Art VisTen gemmer der sig en historie om kreativitet, fællesskab og om at starte et sted, hvor alle er velkomne.
- Efter et længere sygdomsforløb med stress begyndte jeg at arbejde kreativt som en del af min heling. Jeg startede med at lave høns i isopor og beton, som jeg delte på Facebook. Og pludselig ville andre også have mine høns, fortæller Vibeke Stensgaard.
En lokal tradition
Da børnene flyttede hjemmefra, åbnede parret haven for offentligheden gennem Haveselskabet, og den idé blev hurtigt en tradition. I dag er haven både galleri, udstillingssted og fristed.
- Det startede egentlig med, at Gjurup ville gøre noget for børnene i byen. Vi syntes, det var sjovt – og siden er det bare vokset. Nu kan alle komme forbi, fortæller Vibeke.
Art VisTen rummer alt fra gamle landbrugsgenstande til et Madam-Blå-hus, en retro campingvogn fra 1968 og skulpturer skabt af genbrugsmaterialer. Hvert år udvikler haven sig, og i oktober forvandler den sig til et sandt Halloween-landskab med lys, figurer og (u)hyggelige detaljer.
(U)hygge i mørket
- Haven er pyntet op fra morgen til aften, men den virkelige (u)hygge begynder, når mørket falder på. Tag lommelygten og varmt tøj med - det er mest uhyggeligt efter solnedgang, siger Vibeke.
Art VisTen er åben alle dage fra kl. 10.00 til 20.00, og det koster ikke noget at besøge haven. Besøgende kan nyde de kreative detaljer, tage kaffen med i haven, lade sig inspirere eller kigge ind i den lille butik, hvor Vibeke udstiller sin keramik.
- Vi gør ikke det her for at tjene penge. Vi gør det, fordi vi elsker at møde mennesker. Når vi deler noget, giver det glæde og samhørighed – og det er det, vi ønsker, fortæller hun.
Efter Halloween fortsætter magien – fra 15. november bliver haven pyntet op med julelys frem til nytår.
- Alle er velkomne året rundt. Vores mål er, at alle skal have lov til bare at være, siger Vibeke.