Billede beskrivelse

Tre veninder fortolker korn i keramik: - Vores passion er korn

09. oktober 2025 kl. 06.00
Opdateret kl. 07.39

HJØRRING: Der var fuldt hus, da Kornets Hus lørdag slog dørene op til ferniseringen af keramikudstillingen ’Marken er mejet’. Trods regnfuldt efterårsvejr valgte mange nordjyder at tage turen ud på landet for at opleve, hvordan tre keramikere – Louise Gaarmann, Mette Maya Gregersen og Lea Nielsen – fortolker korn i ler.

-Jeg var både stolt og glad over, at så mange kom. Det overraskede mig faktisk, fordi huset ikke har tradition for kunstudstillinger, men det viser bare, at nordjyderne er nysgerrige og åbne, fortæller Louise.

Korn som kunst og fortælling

Udstillingen tager udgangspunkt i Kornets Hus’ særlige profil, og for Louise var det et bevidst valg at tage kontakt til huset:

-Formålet med Kornets Hus er beundringsværdigt – at formidle korn, sundhed og kulturhistorie. Jeg ville gerne bidrage til den fortælling gennem kunsten, siger hun.

I sine værker har Louise blandt andet skabt en kornbrønd fyldt med speltkerner, som publikum kunne røre ved. Da hun satte værket op, var en skoleklasse fra Hjørring på besøg, og en dreng stak hånden ned i kornet. Han blev helt opslugt af fornemmelsen.

-Det var et stærkt øjeblik, fordi det viser, hvordan noget så enkelt kan vække nysgerrighed og skabe en sanselig oplevelse, siger Louise.

Hos Kornets Hus glæder man sig over den store interesse. Rikke Ejsenhardt, direktør, fortæller:

-Vores passion er korn, og det er fantastisk at se det foldet ud i en kunstnerisk sammenhæng. Gennem kunsten kan vi gøre folk nysgerrige på kornets historie, og derfor er vi rigtig glade for, at så mange lagde vejen forbi til åbningen.

Rå styrke og livsnødvendighed

Louises værker er bevidst rå og upolerede – en reference til landmandens vilkår og den livsnødvendighed korn har haft gennem tiden. Hun er inspireret af kornakset som symbol:

- Jeg ville vise kornets vigtighed og powerfuldhed. I generationer har det været livsnødvendigt for menneskers overlevelse, siger hun og tilføjer, at udstillingen samtidig er en påmindelse om, hvor tæt natur, klima og menneskelig overlevelse hænger sammen.

Billede beskrivelse

Venindeskab og forskellighed

De tre kunstnere bag udstillingen er veninder og har udstillet sammen flere gange.

- Vi har alle samme udgangspunkt i leret, men vores udtryk er vidt forskellige, siger Louise.

Åbningen blev akkompagneret af musik fra Sorten Muld-medlemmerne Ulla Bendixen og Martin Ottosen, der optrådte med projektet ’Stemmer i voks.’ Musikken skabte en stemningsfuld ramme om eftermiddagen.

Louise håber, at udstillingen på sigt kan vandre videre til et andet, oplagt sted – medmindre nogle af værkerne bliver købt eller doneret til Kornets Hus..

- Det kunne være oplagt at vise den et andet sted også, siger hun. Indtil da kan publikum opleve værkerne i Kornets Hus.

Selv ser Louise frem til nye projekter – i vinter bliver hun tilknyttet Skagens Museum som en del af Skagen Air, hvor tre udvalgte kunstnere arbejder med formidling og historiefortælling gennem kunst.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste