Trafik, turisme og bosætning: Virkelig mange ville høre om byens fremtid
LØNSTRUP: Omkring 160 borgere mødte op, da udviklingsplanen for Lønstrup blev præsenteret i MusikLaden tirsdag aften. Det er tredje borgermøde i rækken og interessen er stadig markant.
- Det er et kæmpe fremmøde og vidner om en stor lokal opbakning, fortæller projektleder Lisbeth Bilde fra Hjørring Kommune.
Planen er blevet til gennem workshops, interviews og dialog med borgere og aktører i området, og den endelige version forventes klar i slutningen af maj eller starten af juni.
Fire centrale indsatsområder
Udviklingsplanen tager udgangspunkt i fire overordnede temaer, der skal styrke Lønstrup som både turistdestination og bosætningsby:
- Byrum, byliv og bykvalitet
- Trafik, flow og parkering
- Natur og landskab
- Bosætning og helårsby
De fire områder danner rammen om både strategiske og fysiske projekter, der tilsammen skal udvikle byen over de kommende år.
Trafik, sommerrute og autocampere i fokus
Trafik fylder naturligt meget i planerne – især i sommerperioden, hvor mange gæster besøger byen.
Der er dog ikke planer om ensretning eller hårde restriktioner. I stedet arbejdes der med at guide trafikken bedre, blandt andet via en såkaldt “sommerrute”, der skal lede gæster til alternative parkeringsområder.
Et gennemgående tema i processen har også været håndteringen af autocampere.
Behovet for bedre løsninger er blevet nævnt igen og igen på borgermøderne, og indgår derfor som et vigtigt strategisk fokus i udviklingsplanen.
Samtidig foreslås ændringer i belægning og indretning, som kan signalere, hvordan områderne bruges og skabe bedre samspil mellem gående og kørende.
Nye byrum og bedre sammenhæng
Flere konkrete steder i byen er i spil.
Ved den såkaldte “havplads” – den store parkeringsplads tæt på kysten – er der forslag om at skabe en mere indbydende promenade ned mod havet. I dag fremstår området som en stor, åben flade, men planen er at adskille ophold og parkering tydeligere.
Også området ved den gamle biograf er udpeget som et sted med potentiale. Her arbejdes der med skitser, der kan skabe mere opholdsrum og samtidig forbedre trafikafviklingen.
Derudover er der fokus på bedre sammenhæng gennem byen – fra den ene ende til den anden – blandt andet via bedre skiltning og såkaldt “wayfinding”, der skal gøre det lettere at finde rundt og opleve Lønstrup.
Plan i øjenhøjde
Arkitektfirmaet Tegnestuen flåk står bag udviklingsplanen, som beskrives som en “plan i øjenhøjde”.
Målet er at bevare Lønstrups særlige stemning, samtidig med, at byen udvikles.
Planen rummer både strategiske indsatser som lokalplan, designguide og turismeinitiativer samt fysiske projekter i byrummet.
Arbejdet begynder nu
Selvom planen snart er færdig, er det egentlige arbejde først lige begyndt.
- Det her er skitser og idéer. Nu handler det om at få dem ud at leve, siger Lisbeth Bilde.
Realiseringen vil ske i et samarbejde mellem kommunen, lokale foreninger og borgere og forventes at strække sig over flere år.