To unge talenter fra Bjergby-Mygdal udtaget til national U13-træningssamling
HJØRRING: Der er stor begejstring i Bjergby-Mygdal Badmintonklub, hvor to unge spillere netop er blevet udtaget til Badminton Danmarks nationale U13-træningssamling.
Sallie Klausen og Nicoline Møller Bjergen er blevet anerkendt for deres store engagement og talent. Lørdag den 14. juni deltager de i den landsdækkende samling i Herning, hvor 20 piger og 20 drenge fra Jylland og Fyn mødes til en intensiv træningsdag. Her vil der være fokus på både fællesskab og badminton på højt niveau.
- Det er en stor oplevelse og mulighed for pigerne, lyder det fra klubben, som fremhæver betydningen af at unge spillere møder nye udfordringer og får ny inspiration.
Bjergby-Mygdal Badmintonklub er stolte over udtagelsen og sender begge spillere afsted med stor opbakning og ønsket om held og lykke.
- Vi håber, de får en sjov og lærerig dag med masser af god badminton – og kommer hjem med ny inspiration og fornyet motivation, siger trænerteamet.