To stærke profiler fejrer jubilæum hos Spar Nord Hjørring
HJØRRING: Den 1. september kan erhvervsrådgiver Jens Justsen fejre sit 25-års jubilæum i Spar Nord, og allerede dagen efter markerer kollegaen John Jensen hele 40 år i bankens tjeneste.
Gennem årtier har kunder og samarbejdspartnere mødt de to velkendte ansigter, når de trådte ind ad døren til Spar Nord Hjørring. Både Jens Justsen og John Jensen har sat et solidt præg på afdelingen med deres erfaring, lokale forankring og store engagement i kundernes behov.
Jens Justsen begyndte sin karriere i Spar Nord for 25 år siden og har siden været en dedikeret del af teamet.
– Jeg har gennem årene oplevet Spar Nord som en arbejdsplads, der er præget af en god kultur og et stærkt fællesskab. Vi støtter hinanden og arbejder mod fælles mål for at skabe gode oplevelser for kunderne, og det betyder rigtig meget for mig, fortæller han.
For John Jensen har de 40 år i banken været præget af sammenhold og fokus på mennesker.
– Her i Spar Nord er der en stærk holdånd og en respekt for både medarbejdere og kunder, som gør, at man har lyst til at blive. Jeg har haft mulighed for at udvikle mig fagligt, men vigtigst af alt – jeg har arbejdet sammen med mennesker, jeg har haft det rigtig godt med, siger han.
Afdelingsdirektør Mads Pedersen fremhæver den store betydning, de to jubilarer har haft for afdelingen:
– Jens og John har med deres store erfaring og tætte relationer til kunderne og lokalsamfundet været med til at forme afdelingen. Vi sætter stor pris på deres engagement og involvering igennem årene, siger han.
Spar Nord Hjørring markerer jubilæerne med en fælles reception fredag den 19. september kl. 14-17 i bankens lokaler på Østergade 8. Her er kunder, kolleger, familie og venner velkomne til at kigge forbi, hilse på jubilarerne og nyde lidt godt til ganen.