Billede beskrivelse

Tirsdagskaffen blev indtaget bag facaden til Dana Cup

24. juli 2025 kl. 14.02

HJØRRING: I løbet af ugen fik 35 medlemmer af ”Tirsdagskaffe” fra Hjørring en helt særlig oplevelse. De fik nemlig en eksklusiv rundtur til Dana Cup.

– Det havde vi da slet ikke turde håbe på kunne lade sig gøre midt i travlheden, fortæller Svend Riis fra ”Tirsdagskaffe,” der holder til i Sct. Olai sognegård.

Billede beskrivelse

Dana Cups direktør, Jette Andersen og pressechef Torben Vandsted var tidligere på året til kaffe i sognegården for at fortælle ”den gode historie” om Dana Cup.

– I den forbindelse spurgte Torben Vandsted så, om vi var interesserede i en rundtur til Dana Cup, fortæller Svend Riis og fortsætter.

– Det var vi selvfølgelig.

Svend Riis, der selv har været aktiv som frivillig hos Dana Cup i mere end 25 år fortæller videre, at gruppen blev hentet ved Vandhuset af Jette Andersen, Torben Vandsted og Karsten Dissing fra Dana Cup.

Billede beskrivelse

Sidstnævnte stod for selve rundturen.

– Der var lagt et flot program, der gav os et rigtigt godt indblik i, hvor stort Dana Cup er – og hvor meget, der skal spille sammen for at gennemføre Dana Cup.

– Det var en super god tur, og vi kom derfra med masser af viden om alt fra mængden af mad, der produceres, til hvor mange sprog, de ansatte i check in området taler. Alle var da også enige om, at det er vi klar til igen næste år, siger Svend Riis med et smil.

Billede beskrivelse

Svend Riis understreger, at alle er velkommen til ”Tirsdagskaffe,” der som navnet antyder løber af stablen hver tirsdag. Det sker klokken 10.00 i Sct. Olai sognegård i Højene, og deltagerne ved ikke på forhånd, hvad der er på programmet.

– Det er bare at møde op, og der er også kaffe og kage for 20 kroner, siger Svend Riis.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste