Billede beskrivelse

Stor interesse for at blive frivillig i Frysehuset: Du kan stadig nå at være med

08. marts 2025 kl. 19.00

HJØRRING: Målt på antallet, der mødte op, så er der stor interesse for at blive frivillig i Frysehuset.

Lørdag inviterede Frysehuset til et informationsmøde for folk, der har lyst til at give et nap med i Frysehuset, der er under hastig forvandling – og som åbner for de første arrangementer i nærmeste fremtid.

De omkring 40 deltagere fik en rundtur af Andreas Mathew, der er del af bestyrelsen i Frysehuset, og der var også tid til fællessang, inden selve informationsmødet startede.

Billede beskrivelse

Opgaver, der skal løses af frivillige, er der nok af, og de er også meget forskellige, understregede Claus Gunnar Dalsgaard, der koordinerer det frivillige arbejde.

Han glædede sig sammen med Andreas Mathew over de mange fremmødte i alle aldre.

– Det er så dejligt at se, at så mange er mødt op sådan en lørdag, for vi får virkelig brug for alle kræfter, sagde han.

Billede beskrivelse

– Og så har vi jo også glædet os til at fortælle jer, hvor fantastisk det bliver at være del af det her hus, sagde han.

Han understregede, at der er brug for mange forskellige kompetencer hos de frivillige, og at der stadig er plads til flere – også meget gerne unge mennesker.

Der skal bruges frivillige, der kan tage sig af den mindre og løbende vedligeholdelse, rengøring, kommunikationsopgaver, vagter i entré/billetsalg, baren, backstage, frivillige som kan sy hynder og puder, upcykle gamle lamper, male møbler og udføre andre kreative opgaver i forbindelse med indretningen. Ligeledes er der fortsat brug for nogen, der har lyst til at tage teamlederrollen for andre frivillige.

Billede beskrivelse

Lige nu er det dog klargøring til de første events, der fylder mest. Dørene åbnes nemlig for første gang fra 3. april.

Du kan løbende melde dig som frivillig ved at sende en mail til frivillig@frysehuset.dk eller en sms til 42544216.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste