Seneste nyt
Billede beskrivelse

Stor donation til Bagterp: Ny naturlegeplads er på vej

11. juli 2026 kl. 08.02

BAGTERP: En donation på 250.000 kroner fra Salling Fondene – efter indstilling fra A-Z Hjørring – gør det nu muligt at etablere en ny naturlegeplads i Gudekvarteret i Bagterp.

Det skriver Salling Fondene i en pressemeddelelse.

Glæden var stor hos formand for Foreningen Legepladsen Gudekvarteret i Bagterp, Charlotte Andersen, da hun fik overrakt den uventede donation.

Den nye naturlegeplads skal opføres på det grønne område i Gudekvarteret og bliver et samlingspunkt for hele lokalområdet. 

Legepladsen er målrettet børn op til cirka 12 år, men ambitionen er, at området skal skabe rammer for fællesskab på tværs af generationer.

- Jeg blev meget overrasket. Varehuschef Erik Ernst Jensen havde fortalt, at vi blot skulle tage nogle billeder af området, hvor legepladsen skal ligge. I stedet stod vi pludselig med en donation på 250.000 kroner fra Salling Fondene. Vi er simpelthen så glade. Der er en stor forventningsglæde i hele området, og nu kan vi endelig føre projektet ud i livet, siger Charlotte Andersen.

Planen er, at naturlegepladsen står klar inden udgangen af 2026. Når projektet er gennemført, er næste mål at opgradere de eksisterende fodboldbaner, som ligger i forlængelse af det kommende legeområde.

Billede beskrivelse

Et samlingssted for hele området

Hos A-Z Hjørring glæder varehuschef Erik Ernst Jensen sig over, at netop dette projekt er blevet udvalgt.

- Det er fantastisk, at Salling Fondene har valgt at støtte et projekt, som ligger tæt på A-Z Hjørring. Vi modtog mange gode ansøgninger, og det var svært at vælge, hvilke projekter vi skulle indstille. Naturlegepladsen i Bagterp er et stærkt projekt, som skaber et samlingssted, hvor børn, familier og naboer kan mødes og styrke fællesskabet, siger han.

Billede beskrivelse

Salling Fondene støtter lokale fællesskaber

Siden 2020 har Bilka og A-Z indstillet lokale projekter, der styrker børn og unges sundhed og trivsel, til støtte fra Salling Fondene. 

Det har resulteret i donationer til 124 projekter over hele landet til en samlet værdi på mere end 26 millioner kroner. Projekterne omfatter blandt andet legepladser, multibaner, bålhytter og udendørs fitnessområder.

I år har Salling Fondene uddelt donationer til 15 lokale projekter via Bilka og A-Z.

Bilka og A-Z arbejder ud fra ønsket om at skabe gode rammer for børn og unges trivsel gennem stærke fællesskaber. Derfor indstiller varehusene to gange om året lokale projekter, som bidrager til nye mødesteder og aktiviteter for børn og unge.

Fakta

Donationerne udgør mellem 100.000 og 250.000 kroner.

Alle støttede projekter gør en forskel for børn og unge i lokalområdet.

I år blev 30 projekter indstillet, hvoraf 15 modtog en donation på i alt 3.250.000 kroner.

Siden 2020 har Salling Fondene støttet 124 lokale projekter med donationer på samlet over 26 millioner kroner.

Donationerne gives af Købmand Herman Sallings Fond.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste