Billede beskrivelse

Stor bevilling sikrer genopførelse af historisk mur i Hjørring

19. april 2026 kl. 14.03

HJØRRING: Efter mere end et årti med en synlig mangel i museumshaven kan Vendsyssel Historiske Museum nu se frem til at få genetableret en vigtig del af det historiske anlæg. 

En stor bevilling fra Ny Carlsbergfondet betyder, at den gamle mur ved museet endelig kan genopføres.

Muren måtte tilbage i 2014 nedtages på grund af risiko for sammenstyrtning, hvilket efterlod et markant hul i den ellers karakteristiske indramning af museumshaven. Siden da har ønsket om at genskabe helheden været stort – ikke mindst for at føre haven tilbage til det oprindelige udtryk, som landskabsarkitekten C. Th. Sørensen tegnede i 1941.

Billede beskrivelse

Arbejdet med at rejse midler til projektet begyndte i forbindelse med museumsforeningens jubilæum i august 2024. Her blev en gaveindsamling sat i gang, som hurtigt samlede 35.000 kroner ind. Med støtte fra lokale fonde voksede beløbet til 120.000 kroner.

Det afgørende skridt kom op til påske i år, hvor Ny Carlsbergfondet bevilgede de resterende 495.000 kroner. Dermed er finansieringen på plads, og projektet kan realiseres.

Billede beskrivelse

Forbindelsen mellem museet og fondet går langt tilbage. Allerede for næsten 100 år siden støttede fondet genopførelsen af en del af Sindal gamle præstegård, som i dag er en integreret del af museumshaven og formidlingen.

Museet retter en stor tak til både museumsforeningen og den tilknyttede arbejdsgruppe for det omfattende fundraisingarbejde – samt til Ny Carlsbergfondet for at gøre projektet muligt.

Genopførelsen af muren forventes at gå i gang efter sommerferien.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste