Søndag er museumsdag: Snart venter en forårsdag på landet
HJØRRING: Der er gode oplevelser i vente hos Vendsyssel Historiske Museum i den kommende tid.
Allerede søndag 29. marts inviterer museet indenfor til gratis omvisning, og lørdag 4. april kan hele familien komme med til en dag på landet i Mosbjerg.
Søndag 29. marts markerer starten på et nyt tiltag, hvor museet på udvalgte søndage tilbyder gratis omvisninger i deres udstillinger.
Første gang foregår det i udstillingen ’Forbrydelsens ansigt’, hvor museumsdirektør Anne Dorthe Holm selv viser rundt.
Her får gæsterne historien om hustrumorderen Thomas Bisp, der i 1822 blev henrettet i Hjørring Bjerge - en sag, der vakte stor opsigt i samtiden.
Ifølge museet er ambitionen at give gæsterne en anden og mere levende oplevelse af historien.
- En omvisning giver mulighed for at komme bag om udstillingen og høre de historier, som ikke altid fremgår af teksterne, lyder det blandt andet fra formidlingschef Jens-Christian Hansen.
Omvisningen er gratis, når entréen er betalt, men kræver tilmelding, da der er begrænsede pladser.
Forår, dyr og liv på landet i Mosbjerg
Lørdag 4. april rykker oplevelsen ud i det fri, når Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg danner rammen om arrangementet ’En forårsdag på landet’.
Her kan både børn og voksne få et indblik i, hvordan foråret traditionelt har været en travl tid på landet og opleve det helt tæt på.
Der vil blandt andet være fåreklipning, hvor man kan møde de nyfødte lam, ligesom besøgende kan opleve arbejdet i marken med pløjning og harvning.
Havelauget fortæller om køkkenhaven anno 1914, og i bigården kan man høre mere om biernes liv efter vinteren.
Der er også mulighed for at prøve kræfter med podekursus og tage sit eget frugttræ med hjem.
Arrangementet er en del af påskekampagnen SANS og har fokus på oplevelser for hele familien.
En dag for hele familien
Begge arrangementer er tænkt som oplevelser, hvor man kan komme tættere på historien - enten indenfor på museet eller ude i naturen.
Til ’En forårsdag på landet’ vil der være mulighed for at købe mad og drikke i caféen, men man er også velkommen til at tage sin egen madkurv med.
Entréen er 75 kroner for voksne, mens børn og unge under 18 år har gratis adgang.