Billede beskrivelse

Skål for de bedste: Særlig anerkendelse til fire ølbutikker og bryghuse

25. marts 2026 kl. 14.03

HJØRRING: Fire steder i Hjørring Kommune kan nu bryste sig af en særlig anerkendelse fra Danske Ølentusiaster. 

Lokalafdelingen i Hjørring har netop uddelt årets Ølmærker - en pris, der gives til steder, som gør noget ekstraordinært for øloplevelsen.

Formand Ulrik Osinga Pedersen, der tiltrådte posten ved en ekstraordinær generalforsamling i februar sammen med en ny bestyrelse, glæder sig over at kunne sætte fokus på lokale ildsjæle.

- Ølmærket er en landsdækkende anerkendelse, hvor vi som lokalafdeling indstiller steder, der gør det særligt godt inden for øl. Det handler både om kvalitet, udvalg og engagement, siger han.

Billede beskrivelse

Fire forskellige - men fælles passion

I år er fire meget forskellige steder blevet hædret, men fælles for dem alle er passionen for øl. 

Café Oldschool i Hjørring får Ølmærket for at skabe en særlig øloplevelse med engagement og personlighed.

Vrå Bryghus hædres for sin unikke stemning i den gamle stationsbygning, hvor frivillige kræfter, arrangementer og godt øl går op i en højere enhed.

Bestbeers-Sindal modtager prisen som specialbutik med et bredt udvalg af øl og fokus på både smagninger og gode kundeoplevelser.

Løkken Bryghus anerkendes for at kombinere håndværk, atmosfære og værtskab i historiske rammer tæt på Vesterhavet.

Billede beskrivelse

Mere end bare en pris

Ifølge Ulrik Osinga Pedersen er Ølmærket ikke kun et diplom til væggen - det er også en mulighed for at skabe opmærksomhed.

- Det er en måde at fremhæve dem, der gør det godt. Nogle bruger det aktivt i deres markedsføring, mens andre er stolte af anerkendelsen i sig selv. Vi håber selvfølgelig, at det også kan være med til at tiltrække flere gæster og skabe aktivitet i lokalområdet, siger han.

Billede beskrivelse

Fokus på kvalitet og oplevelse

For at modtage Ølmærket skal stederne leve op til en række kriterier. 

Det gælder blandt andet et bredt og spændende udvalg af øl, korrekt håndtering og servering samt et miljø, hvor øloplevelsen er i centrum.

Der lægges også vægt på engagement, viden om øl og evnen til at skabe oplevelser, eksempelvis gennem smagninger og events.

Uddelingen af de fire Ølmærker er samtidig et af de første synlige resultater fra den nye bestyrelse i lokalafdelingen i Hjørring.

- Vi er kommet godt i gang og er klar til at sætte endnu mere fokus på ølkulturen i området, siger formanden.

Med årets uddeling er håbet, at endnu flere får øjnene op for de lokale øloplevelser - fra bryghuse og specialbutikker til caféer med passion for det gode glas øl.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste