Billede beskrivelse

Sex på skoleskemaet: Elever klædes på til respekt og ansvar

03. april 2025 kl. 11.00

HJØRRING: Seksualundervisningen på Hjørring Gymnasium sætter fokus på samtykke, grænser og digital adfærd. Formålet er at ruste eleverne til at handle ansvarligt og respektfuldt – både online og i den virkelige verden.

Det fortæller gymnasiet i en omtale. 

Siden sidste skoleår har det været obligatorisk, at elever på gymnasiale uddannelser modtager seksualundervisning. For elevrådsforpersonen på Hjørring Gymnasium, Marie Kejser, er det en kærkommen udvikling, at undervisningen nu fortsætter efter grundskolen:

- Det er interessant at få en anden form for seksualundervisning. Jeg håber, det vil skabe en mere åben tilgang til emnet, og at folk vil føle sig mere trygge i deres seksualitet. Jeg tror, det er et vigtigt skridt, vi tager, for at alle kan føle sig inkluderet.

Billede beskrivelse

Grænser og gensidig respekt

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet skal seksualundervisningen på ungdomsuddannelserne dække emner som samtykke, grænsesætning, prævention og seksuelt overførbare sygdomme. Uddannelseschef Thomas Kaptain understreger vigtigheden af, at gymnasiet klæder eleverne på til at indgå i sunde relationer – både digitalt og personligt:

- Vi ser det som vores ansvar at give eleverne redskaber til at træffe gode beslutninger, både på nettet og i mødet med andre. Med seksualundervisningen ønsker vi at styrke deres evne til at sætte egne grænser og respektere andres.

Digital adfærd i fokus

Unge oplever desværre ofte grænseoverskridende adfærd online. Hele 69 % af danske børn og unge mellem 9 og 17 år har oplevet digitale krænkelser inden for det seneste år. 

For at imødekomme denne udfordring holdt tidligere politibetjent ved Københavns Politi, Amandha Sjøholm, et oplæg den 27. marts om online adfærd for gymnasiets 2. og 3.g-elever. Oplægget gav deltagerne indsigt i god digital adfærd og styrkede deres evne til at sige fra over for krænkende handlinger.

Billede beskrivelse

Seksualundervisning rækker videre end sex

Elever på 1.g og 1. hf modtager også seksualundervisning i de kommende uger. Her er der fokus på blandt andet prævention og forståelse af forskellige seksualiteter.

Marie Kejser pointerer:

- At blive undervist i seksualitet handler ikke kun om at få forklaret sex. Det handler lige så meget om at forstå andres grænser og seksualiteter. Det er vigtigt, at unge føler sig trygge i deres egen identitet og lærer at være i den på en måde, der ikke skader andre.

Hjørring Gymnasium ønsker med seksualundervisningen at skabe et trygt, rummeligt og inkluderende skolemiljø. Når der undervises i samtykke, grænsesætning og digital respekt, styrkes elevernes evne til at tage ansvar – både for sig selv og for hinanden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste