Sabbie Keramik fejrer fødselsdag med taknemmelighed og kreativ hygge
For fire år siden åbnede Sabbie Keramik i Hjørring.
Et kreativt frirum midt i byen, hvor både børn og voksne kan slippe fantasien løs og fordybe sig i kreativitetens verden.
11. september 2021 startede rejsen, og nu, fire år senere, er det tid til at fejre, at butikken stadig spirer.
- Jeg er så taknemmelig. Det er ikke en selvfølge at kunne drive en kreativ virksomhed i dag. Men jeg kan, fordi folk bliver ved med at have lyst til at komme. Det er takket være dem, at jeg stadig er her, siger Sabbie.
Fejring med kage og keramik
Fødselsdagen bliver markeret den 11. og 12. september med to dage fyldt med keramikglæde og forkælelse.
Alle, der booker bord til ’Dekorer Selv’-hold på en af dagene, får 15% rabat. Og så venter gratis fødselsdagskage til alle, uanset hvilken workshop man deltager i.
Men der er også ekstra sjove indslag.
Under hvert ’Dekorer Selv’-hold vil der være numre under samtlige deltageres stole. To af deltagerne på hvert hold vil vinde en gave.
Desuden kan alle der deltager i workshops deltage i en konkurrence med en flot præmie.
- Det her er min måde at sige tak på. En måde at give lidt tilbage. Jeg er helt ærligt bare rørt over, at det her stadig kan lade sig gøre. Det betyder alt, siger Sabbie.
Sabbie Keramik er mere end bare farver og former.
Det er et sted, hvor kreativiteten får lov at fylde, og hvor der er plads til både fordybelse og fællesskab.