Så kom vinteren til Vendsyssel
VINTERVEJR: Efter en mild sensommer, hvor man stadig kunne solbade på stranden for blot et par måneder siden, så er der nok blevet snakket rundt omkring i de danske hjem om, hvornår dette års vinter ville ankomme.
Det endte med, at sæsonens første sne faldt tirsdag 19. november i Skagen, hvilket er omtrent 9 dage senere end normalt - generelt stemmer det hele dog overens med de første fnug i de seneste vintre.
Snebygerne fortsatte ud over andre dele af Vendsyssel og resten af Danmark, og derfor kunne mange i Løkken-området vågne op onsdag 20. november til synet af et fint lag sne, der prydede landskabet.
Tag en skraber
Her i Vendsyssel kom vi ikke ned på temperaturen for vinterhalvårets hidtil koldeste morgen på landsplan, hvilket blev målt i Billund med 6,7 graders frost - alligevel var det tydeligt, at det er blevet råkoldt.
Igennem onsdagen var der snebyger, sludbyger og haglbyger her, og selvom temperaturen ikke kom så langt ned, så var det åbenlyst, at vejret indikerede en lumskhed, som bilisterne måtte forholde sig til.
Snevejr kan altid forårsage sneglatte og rimglatte veje, og generelt lod det til, at mange tog bestik af situationen og kørte lidt langsommere, ligesom færre syntes at 'ligge i bagenden' på forankørende.
Tøsne er oplagt
Noget af den hvide nedbør i vores område faldt som tøsne, og denne type sne er som bekendt vådere end frostsne, hvilket gør det nemmere at forme den til for eksempel en hyggelig snemand i din have.
Hvad enten, om du har lavet en sneskulptur eller betragtet det snebeklædte landskab, så vil vi gerne se dit første foto fra vinteren - du kan let uploade det under artiklen via Hjørring Ligeher.nu på Facebook.