Seneste nyt
Billede beskrivelse

Rekordomsætning: Fiskeauktion samlede flere hundrede gæster i Hirtshals

12. juli 2026 kl. 12.02

HIRTSHALS: Lions Hirtshals afholdt lørdag 4. juli den traditionsrige "Fiskeauktion for alle", hvor både lokale og turister kunne byde på frisk fisk, doneret af lokale virksomheder og pakket i familievenlige portioner.

Det fortæller Lions Hirtshals i en pressemeddelelse.

Arrangementet blev afviklet i sommervejr med sol og let vind og tiltrak ifølge arrangørerne mere end 200 besøgende.

Billede beskrivelse

De første gæster ankom allerede fra klokken 11 for at se nærmere på de mange fiskepakker, inden auktionen begyndte klokken 13.

Ud over auktionen kunne gæsterne købe fiskefrikadeller, fiskefileter og hummersuppe, som blev tilberedt af frivillige fra Lions Hirtshals. Salget blev udsolgt i løbet af dagen.

Arrangementet blev gennemført ved hjælp af frivillige kræfter, og overskuddet går til Lions Hirtshals' humanitære arbejde i lokalområdet. Ifølge klubben blev der omsat for knap 50.000 kroner, hvilket er det højeste beløb i arrangementets historie.

International ungdomslejr samlet i Hirtshals

Kort efter fiskeauktionen tog Lions Hirtshals imod deltagerne til årets internationale ungdomslejr under Lions Clubs Internationals udvekslingsprogram.

I år deltager 25 unge i alderen 17 til 21 år fra 16 forskellige lande. Deltagerne kommer blandt andet fra Belgien, Brasilien, Finland, Indien, Indonesien, Italien, Mexico, Norge, Polen, Rumænien, Serbien, Spanien, Thailand, Tjekkiet, Tyrkiet og Ukraine.

Billede beskrivelse

Ungdomslejren varer frem til den 18. juli og afholdes i Hirtshals Idrætscenter. Forud for lejren har de unge boet en uge hos danske værtsfamilier.

Programmet byder på en række aktiviteter og udflugter i Nordjylland.

Deltagerne skal blandt andet besøge Hirtshals Museum, Hirtshals Kirke, Skagen, Grenen og Nordværket samt opleve områdets natur med surfing, kanotur og strandaktiviteter. Formålet er at give de unge indblik i dansk kultur, natur og samfund.

Der er desuden planlagt et møde med en lokalpolitiker, hvor deltagerne får en introduktion til det danske demokrati.

Lokale sponsorer støtter lejren

Ungdomslejren er gennemført med støtte fra blandt andre Hirtshals Havn, Sparekassen Danmark, Hirtshals Sparekasses Gavefond og Jette og Knuds Maritime Fond. 

Derudover bidrager Hirtshals Idrætscenter med faciliteter, mens REMA 1000 Hirtshals leverer frisk frugt til deltagerne under opholdet.

Lions Hirtshals oplyser, at alle klubbens medlemmer arbejder frivilligt, og at overskuddet fra klubbens aktiviteter anvendes til humanitære og almennyttige formål – primært i lokalområdet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste