Redningshus fik hjertestarter: Under 24 timer senere var den i brug
LØKKEN: Fredag 9. maj afholdt Løkken Redningshus en lille intern reception. Anledningen var den officielle overdragelse af en hjertestarter. Tilstede var repræsentanter for donorerne Sol & Strand, Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel samt Den Selvejende Institution Løkken Redningshus’ bestyrelse.
Hjertestarteren har været installeret og klar til brug i et par uger. Allerede inden det opvarmede skab i rustfrit stål var opsat, kom hjertestarteren i brug. Det er Med24 i Løkken, der har leveret hjertestarteren. Straks efter laveringen gjorde en af Løkkens Hjerteløbere hjertestarteren klar til brug.
Indtil skabet var opsat, blev hjertestarteren hjemme hos hjerteløberen. Hjerteløberne fik natten efter et 112 opkald. Det blev så Redningshusets nye hjertestarter, der kom i brug, da den stod klar i hjerteløberens entre.
Det har længe været et ønske at udnytte Redningshusets centrale placering til at anbringe en hjertestarter her. Dels er der 80 badehuse på fordelt på begge sider af Redningshuset, dels er der på varme sommerdage rigtig mange, der gør ophold på Løkken Nordstrand. Sol & Strand og Sparekassen Danmark var hurtigt ude med tilkendegivelser om økonomisk støtte.
Selve overdragelsen blev beseglet med havbrus og redningskranse, dette i form af ”bobler” samt en til lejligheden specielt kreeret kransekage – efter ide fra Redningshuset – udført af bagermester Kenneth Dunker Jensen fra Meny Kystbageren i Løkken.
Begge dele, men især den ikoniske ”Redningskrans” blev vel modtaget hos de fremmødte.