Pyrus kommer til Hirtshals
HJØRRING: Pyrus, juletræ, julemand og blæseorkester.
Hvad mere skal man bruge for at markere juletidens komme?
6. december kommer landets nok mest kendte nisse, Pyrus, forbi Hirtshals Idrætscenter, når den store julefest for børn og voksne afvikles der.
Dørene åbner klokken 9, hvor efter julemanden stikker forbi med sine rensdyr klokken 9.30.
I løbet af dagen er der så juleshow med Pyrus, mulighed for at møde julemandens rensdyr, show med Sine og Frække Rikke, klippe-klistre og ikke mindst Bagterp Blæseorkester, der spiller julen ind.
Festen er en genoplivning af en gammel juletradition i Hirtshals, hvor der indtil 90'erne var et stort juletræ i hallen. I 2023 startede man op igen, og i år er det Rema 1000, Hirtshals Handel og Erhverv, Hirtshals Sparekasses gavefond, Høj Data og Hirtshals Idrætscenter, der sponserer festlighederne.