Pernille fortæller om sin vilde opdagelse i Gambia
HJØRRING: Torsdag den 13. marts afholder Hjerteforeningen Hjørring generalforsamling i forsamlingsbygningen på Østergade 9 i Hjørring.
Aftenen indledes med et spændende foredrag af Pernille Mose.
Tandfeen, der giver børn skolegang
Hvordan kan en tandbørste forandre liv?
I 2012 rejste Pernille Mose fra Horsens til Gambia for at besøge Anne Grete-skolen. Her gjorde hun en chokerende opdagelse: Mange børn havde alt for meget fravær i skolen. Årsagen? Tandpine.
Uden adgang til tandbørster, tandpasta eller basal mundhygiejne led børnene af store smerter, som gjorde det umuligt at koncentrere sig i undervisningen. Det fik Pernille til at handle – og i dag arbejder hun frivilligt som "Tandfeen", der sikrer, at hundredvis af børn i Gambia får sunde tænder og en bedre fremtid.
Glæd dig til fascinerende fortællinger som:
"Tandfe mod heksedoktor"
"Opstart af tandklinik i en hønsegård"
"Teenage-tandplejeren"
Kom og hør en inspirerende historie om, hvordan små handlinger kan skabe store forandringer!
Tandsundhed og hjertet
Mange undrer sig måske over sammenhængen mellem tandsundhed og hjertesygdomme. Dårlig mundhygiejne kan have store konsekvenser for helbredet, da forskning har vist en forbindelse mellem tandsundhed og hjertesygdomme.
Generalforsamlingen
Efter foredraget bydes der på kaffe, te, øl, vand og sandwich, inden aftenen fortsætter med formandens og kassererens beretning. Der vil efterfølgende være valg til bestyrelsen.
Under punktet Eventuelt er der mulighed for at drøfte emner, deltagerne har på hjerte – dog uden, at der kan træffes beslutninger.
Formand Per Wilhelmsen ser frem til et pænt fremmøde.