Billede beskrivelse

Påskejagt i Hjørring: Fire æg gemmer på oplevelser i Frysehuset

31. marts 2026 kl. 14.01

HJØRRING: I påsken bliver der lidt ekstra at gå på jagt efter i Hjørring. Frysehuset inviterer nemlig byens borgere med på en hyggelig æggejagt, hvor både nysgerrighed og lokalkendskab kan blive belønnet.

Den 1. april gemmer Frysehuset fire påskeæg rundt omkring i byen – og i hvert æg gemmer der sig en særlig præmie.

- Idéen er egentlig bare at lave en sjov påskeaktivitet i byen og få folk lidt ud, og samtidig skabe opmærksomhed på de arrangementer, vi har i huset, fortæller Julie fra Frysehuset.

Jagten går i gang på sociale medier

Selve jagten foregår vis Frysehusets sociale medier, hvor der løbende bliver delt hints til æggenes placering.

På dagen vil der komme fire separate opslag – ét for hvert æg – og så gælder det ellers om at være hurtig på fødderne.

Finder man et af æggene først, udløser det en præmie i form af to billetter til et af Frysehusets kommende arrangementer.

Oplevelser i vente

De heldige vindere kan blandt andet se frem til oplevelser med både musik og aktuelle foredrag.

Blandt præmierne er billetter til Jacob Kaarsbo, Anne Linnet, Hanne Boel og Katrine Muff & Johannes Langkilde.

Hvilken oplevelse man vinder, afhænger af hvilket æg, man finder.

En anledning til at komme ud i byen

Æggejagten er først og fremmest tænkt som en hyggelig aktivitet, der kan samle både børn og voksne.

- Det skal bare være en sjov ting for byen – noget man kan være fælles om, fortæller Julie.

Så hvis man alligevel er ude at gå en tur i Hjørring i påsken, kan det være en god idé at holde øjnene åbne. Måske gemmer der sig et påskeæg lige i nærheden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste