På med skiene: Her er langrendssporet klar
TORNBY: Mens snevejret udfordrer både biler, busser og cykler i disse dage, så åbner det samtidig op for de alternative transportformer.
Mange har allerede været en tur på kælken, mens skiene kræver lidt ekstra. Og nu er der godt nyt til dig, som vil en tur ud på de lange brædder.
I den sydlige del af Tornby Klitplantage har Naturstyrelsen åbnet for et langrendsspor, som er til fri afbenyttelse.
Her er en god blanding af grusveje med god plads og smallere spor, hvor man skal holde tungen lige i munden. Flere slugter går på tværs af plantagen, så en tur på langs af plantagen giver anledning til både op- og nedkørsler.
Vil du ud på den tur, kan du parkere på enten Købstedsvej eller Rævskærvej.
Indtil videre er sporet i klitplantagen det eneste officielle spor i Vendsyssel fra Naturstyrelsens side, men planen er at lave flere, når der er sne nok.
Ellers kan du også tage afsted på egen hånd. I alle statsejede skove og naturområder er du altid velkommen til at tage en tur på ski.
På udinaturen.dk kan du finde alle de områder, hvor der tidligere har været langrendsløjper, når der har været tilstrækkeligt med sne — eller finde din egen særlige destinaion.
God tur!