Ove og Gretha sælger juletræer og gode oplevelser
HJØRRING: Hos Stenderupgaard Juletræer lidt udenfor Hjørring mærker man det med det samme. Følelsen af hygge, imødekommenhed og ro. Og det er netop den følelse, Gretha og Ove Hansen ønsker at give alle, der lægger vejen forbi.
Egentlig startede det hele med en helt anden plan. Parret plantede deres første juletræer i 2007, 2008 og 2009 – og tanken var rent eksport.
- Vi havde besluttet, at hvis ikke det kunne svare sig, så skulle det være skov, fortæller de.
Men sådan blev det ikke. I stedet skabte de det Stenderupgaard, som mange lokale i dag forbinder med tradition, nisser og en tur ud at fælde sit eget træ.
- Vi hygger os med det. Vi vil meget gerne give folk en oplevelse, der er lidt anderledes, fortæller parret, som begge beskriver sig selv som nysgerrige og klar på nye idéer.
Ove, der griner og indrømmer, at han er fuld af gode idéer, er blandt andet ophavsmanden til stedets populære nissesti. Den er lavet sådan, at man ender samme sted, som man starter, så ingen bliver væk.
En oplevelse med plads til tid og nærvær
For Gretha og Ove handler julen ikke om travlhed, men om hygge. I weekenderne i december og 23. december kan man købe både gløgg, æbleskiver - lavet af Grethas egen hjemmelavede æbleskivedej - og marmelade.
Nogle kommer blot for at hente deres juletræ, men langt de fleste bliver længere. De går nissestien, leger, snakker og nyder æbleskiver. Mange bruger flere timer og gør dagen til en fast del af familiens juletradition.
- Folk skal gå herfra med et smil, siger de uden tøven.
Og en følelse af at have haft en god oplevelse.
Fra København til landet
Gretha og Oves rejse er lang og fyldt med mod og nye begyndelser. Gretha har tidligere arbejdet med børn, mens Ove er uddannet bager og senere hundesoigner - og sammen drev de en forretning med hunde- og katteartikler i hele 13 år. På et tidspunkt begyndte Ove også at svejse trimmeborde og andre specialløsninger.
- Vi har aldrig kedet os, siger de med et grin.
Og der er ingen tvivl - det gør de heller ikke nu.
For 25 år siden vendte parret ”hjem” til Hjørring-egnen, og for 12 år siden blev parret pensionister. I dag driver de, foruden juletræerne, også en hyggelig lille gårdbutik, hvor man kan købe alt fra æg og marmelade til kød og is. Alt sammen med den samme hjemmelavede, jordnære og kærlige tilgang.
Et sted skabt af kærlighed
Stenderupgaard er ikke kun et sted, hvor man køber et træ. Det er et sted, hvor kærligheden til håndværk, tradition og fællesskab mærkes i detaljen.
En nissesti, der får børn til at smile.
Hjemmelavet æbleskivedej og marmelade.
Og to mennesker, der lukker gæster ind, som var de venner af huset.