Opera under åben himmel og stjernestøv: Operafestival præsenterer 10 unge talenter
HIRTSHALS: Når den nordjyske sensommer nærmer sig, forvandles Hirtshals atter til et musikalsk kraftcenter. For tredje år i træk inviterer Hirtshals Operafestival til uforglemmelige operadage fra den 4. til 7. september – og i år er der særligt fokus på unge stemmer og kunstnerisk mod.
Festivalens kurator, den kongelige operasanger Sine Merrild Bundgaard, har håndplukket 10 unge stjerner til syv koncerter i alt.
Publikum kan blandt andet glæde sig til at opleve sopran Clara Cecilie Thomsen, mezzosopran Laura Mayer, tenor Jonathan Koppel og basbaryton Henning von Schulman ved Gallakoncerten, Operamatinéen og fire stemningsfulde open-air-koncerter, der finder sted på byens pladser, bygninger og ved havet.
Leif Greibe, som også begejstrede publikum i 2024, vender tilbage som både pianist og konferencier.
En nyhed i 2025 er en Masterclass-koncert, hvor seks af de unge sangere efter fire dages intensiv undervisning med Sine Merrild Bundgaard og den internationalt anerkendte pianist Thomas Bagwell, går på scenen. Bagwell har optrådt i verdens førende koncertsale, herunder Carnegie Hall, Wigmore Hall og Musikverein i Wien.
De unge deltagere i Masterclass-koncerten tæller sopran Laura Helene Hansen – kendt fra DR-dokumentaren Den næste diva, sopran Kristine Mågård – der åbnede Naturmødet 2024 i Hirtshals, de norske mezzosopraner Frida Lund Larsen og Åsne Sandegren, baryton Asmus Hanke Frederiksen – modtager af en Léonie Sonnings Talentpris i 2024, samt den norske tenor Ian Marcus Bjørsvik. Koncerten akkompagneres af koncertpianist og vokalcoach Christian Sereno, der har arbejdet med sangere fra blandt andet The Met og Covent Garden.
Som tidligere år rummer festivalen også oplevelser for børn med aktiviteter som Opera på legepladsen, operafilm og forestillingen Opera & Mobning i samarbejde med Hirtshals Skole.
Hirtshals Operafestival takker de mange fonde og kulturpuljer, der gør festivalen mulig, herunder Augustinusfonden, Sol & Strand, Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel, Hjørring Kommune og flere lokale bidragydere.
Årets hovedsponsor er Hornsnes Invest A/S, ejet af rederierne Isafold, Asbjørn, Ruth og Beinur.
Med en festival, der aldrig før er set nord for Limfjorden, og en imponerende lokal opbakning siden starten i 2023, håber arrangørerne at Hirtshals Operafestival bliver en fast tradition – et samlingspunkt for nysgerrighed, musikalsk kvalitet og åbenhed.
Festivalens initiativtager og bestyrelsesformand, Lisbet Hvid Hermansen, opsummerer det sådan:
- Vi kan jo tilbyde Danmarks smukkest beliggende operafestival.