Olivia, Caroline og Ditte kørte fire timer i bus for at se Skills
HJØRRING: - Jeg havde faktisk troet, det ville være mere kedeligt, siger 17-årige Olivia fra Esbjerg med et grin.
Bag hende står en gruppe ernæringsassistenter og deler smagsprøver ud. Til den anden side har en slagterlærling en koncentreret rynke i panden, mens hun laver en udskæring fra et stort stykke kød.
Sammen med studieveninderne Caroline og Ditte har Olivia startet dagen med en fire timer lang bustur.
Til dagligt læser de tre til Social- og Sundhedsassistent i Esbjerg, men i dag er de til DM i Skills.
Sammen med hundredevis af andre unge står de nu i det enorme telt 4, der huser mad- og servicefagene.
Teltet er altid et stort tilløbsstykke, fortæller kommunikationschef Rudi Raahauge Damkjær.
- Mange synes, det er spændende. Fagene er meget konkrete. Det er nemt at se, hvad der bliver lavet. Og så er der mange smagsprøver, siger han.
Teltet er ikke kun proppet med unge fra hele landet, der er kommet for at se nærmere på forskellige erhvervsuddannelser. I de forskellige boder giver de unge lærlinge- og elever den gas med deres fag.
Slagterne får stille og roligt fyldt et udstillingsbord op med forskellige udskæringer, der matcher enhver delikatesse. Bagerne og konditorerne er travlt optaget med at bage brød og lægge glasur.
En smørrebrødsjomfru bliver hyldet med ene topkarakterer for sine flotte anretninger.
De tre studerende fra Esbjerg har lige fået nogle smagsprøver fra ernæringsassistentelevernes stand.
De er egentlig i byen for at heppe på deres studiekammerater, der stiller op i faget Social- og Sundhedsassistent.
Men selvom de egentlig kom for de andres skyld, er de positivt overraskede over arrangementet.
- Jeg havde ikke regnet med, at der var så mange. Det er virkelig fedt, siger 18-årige Ditte.
Den tredje af dem - 18-årie Caroline - drømmer om at videreuddanne sig til ambulanceredder på sigt, så den bod har hun også været forbi.
- Men jeg tror især det er et godt arrangement for dem, der skal til at vælge første gang. Det er godt at komme ud og se det i virkeligheden, siger hun.