Billede beskrivelse

Nyt pædagogisk spil hjælper børn med at sætte ord på følelser

01. marts 2025 kl. 06.01

HJØRRING: Julie Johansen og Karoline Kammer Nielsen fik idéen under et 14-dages innovationsforløb, hvor de sammen med studerende fra bioanalytiker- og sygeplejerskeuddannelsen blev stillet en opgave: at udvikle en løsning på en konkret udfordring.

De arbejdede med en case om et barn, hvis mor var på hospice, og blev berørte af, hvor vanskeligt det kan være for børn at udtrykke deres følelser i sådanne situationer.

- Vi ville skabe et redskab, der kan gøre den proces lettere, fortæller Julie Johansen.

Spillet Hjerterejsen vandt innovationskonkurrencen og modtog senere en særpris for social bæredygtighed ved Danmarks Entreprenørskabsfestival i november.

Kreativ tilgang til svære følelser

Hjerterejsen guider børn og unge gennem en følelsesmæssig rejse med støtte fra en pædagog eller anden fagperson. Ved hjælp af kreative aktiviteter som tegning, modellervoks og fortælling får børnene mulighed for at bearbejde svære oplevelser på en måde, der ikke føles grænseoverskridende. 

Spillet kan bruges i skolen, ved sygdom i familien eller i forbindelse med skilsmisse.

- Vi ville væk fra den traditionelle samtale og skabe et alternativ, hvor børnene kan udtrykke sig gennem kreativitet og leg. Det giver fagpersoner en ny måde at støtte børn i deres oplevelser, siger Karoline Kammer Nielsen.

Fra idé til virkelighed

En prototype af spillet er allerede klar, og de to studerende arbejder nu på at få det ud til institutioner og fagfolk. De har fået rådgivning gennem UCN’s innovationshus, og spillet er målrettet børn og unge i alderen 6-16 år. Det er tænkt som et pædagogisk redskab, der blandt andet kan lånes via CFU.

- Da vi vandt, tænkte vi: Måske kan vi faktisk godt det her. Det er jo ikke typisk for pædagoger at gå iværksættervejen, men vi vil vise, at vores faglighed kan bruges til at skabe noget, der gør en forskel, forklarer Karoline Kammer Nielsen.

Julie Johansen og Karoline Kammer Nielsen er nu på deres 6. semester, og om et års tid kan de kalde sig færdiguddannede pædagoger – med et innovativt projekt i bagagen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste