Billede beskrivelse

Ny veteranrådgiver i Hjørring skaber fællesskab

19. januar 2026 kl. 19.02

HJØRRING: Veteraner og deres pårørende står ofte med oplevelser og erfaringer, som ikke alle omkring dem forstår. Derfor betyder det noget helt særligt, når der skabes rum, hvor de kan mødes, være sig selv og mærke, at deres indsats bliver set og værdsat.

Det er netop tanken bag et nyt initiativ, som Hjørring Kommunes nye veteranrådgiver, Tina Hauerslev, står bag i samarbejde med MovieHouse Hjørring.

En filmoplevelse med mening

MovieHouse Hjørring har gjort det muligt for kommunens veteraner og deres pårørende at se filmen ”Hercules falder” til en nedsat pris. Filmen kredser om styrke, mod og menneskelige udfordringer – temaer, som mange veteraner kan spejle sig i.

- Mit arbejde handler ikke kun om støtte og vejledning. Det handler også om at skabe trygge rammer og gode oplevelser, hvor veteraner kan mødes og mærke, at de er værdsat, fortæller Tina Hauerslev.

Billede beskrivelse

Hun vil selv være til stede i biografen den aften, hvor der er mulighed for at hilse på hende, stille spørgsmål eller bare tage en uformel snak.

- Det handler ikke kun om filmen. Det handler om at mødes, dele oplevelser og styrke fællesskabet. Jeg håber, at mange veteraner og deres pårørende vil tage imod tilbuddet og bruge det som en mulighed for at komme ud og mærke, at de ikke står alene, siger hun.

Filmen vises i MovieHouse Hjørring den 28. januar kl. 18.30. Billetter kan købes via linket: https://hjorring.moviehouse.dk/order_movie_ticket/102434

En ny indsats for Hjørrings veteraner

Tina Hauerslev har siden juni sidste år været ansat i den nyoprettede stilling som veteranrådgiver i Hjørring Kommune. Hun fortæller, at der bor 492 veteraner i kommunen, der har været udsendt til blandt andet Afghanistan, Balkan, Irak og Cypern.

I dag har Danmark også soldater udsendt til Letland.

– Derfor giver det rigtig god mening, at vi har fået denne funktion. Veteraner har gjort en kæmpe indsats for deres land, og de fortjener en indgang til kommunen, hvor de bliver mødt med forståelse og ro, siger hun.

Billede beskrivelse

For Tina Hauerslev handler det især om tilgængelighed.

- Veteraner kan godt lide, at der bare er én indgang. Det skaber tryghed, at de ikke skal ringe rundt og vente i kø, men kan ringe direkte til mig. Mit telefonnummer, som er 41 22 60 13, må hjertens gerne deles blandt veteranerne og deres pårørende, understreger hun.

Hjælp, støtte og et sted at gå hen

Som veterankoordinator kan Tina Hauerslev blandt andet hjælpe med vejvisning i kommunen, rådgivning og støtte, bisidderfunktion, koordinering og formidling af relevante tilbud og kontakt til netværk og fællesskaber

Hun har base i Jobcenter Hjørring, men har også et kontor hos Hjørring Kommune for at sikre rolige og uforstyrrede rammer. Derudover holder hun åbent kontor hver torsdag på første sal i Forsamlingsbygningen i Østergade 9, hvor næste gang er torsdag den 5. februar.

Her er det muligt for veteraner og deres pårørende at møde op og snakke om det, de har på hjerte.

- Der behøver ikke være en dagsorden. Nogle gange handler det bare om at blive mødt af et menneske, der forstår og lytter, understreger Tina Hauerslev.

Kontakt

Alle veteraner og deres pårørende er velkomne til at kontakte Tina Hauerslev på telefon 41 22 60 13 eller via mail på: tina.hauerslev@hjoerring.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste