Billede beskrivelse

Ny lokalguide for Hirtshals, Tornby og Tversted er på gaden

04. marts 2025 kl. 11.00

HIRTSHALS: Hirtshals Turisme har netop udgivet en ny og indbydende lokalguide, der giver et omfattende overblik over oplevelser og muligheder i Hirtshals, Tornby og Tversted.

Det fortæller Hirtshals Turisme. 

Ifølge turistchef Laila Zielke rummer guiden et bredt udvalg af informationer om overnatningssteder, restauranter, seværdigheder, naturoplevelser og kommende events.

Publikationen, der omfatter 100 sider, er tilgængelig på tre sprog – dansk, tysk og engelsk – så både danske og internationale gæster kan få glæde af den.

- Vi har igen valgt at fremhæve, at området er attraktivt hele året rundt. Der er meget mere at opleve end sommer, sol og strandliv, forklarer Laila Zielke. 

- Derfor pryder et billede af Husmoderstranden på en smuk novemberdag i solnedgang forsiden af årets lokalguide.

Guiden fungerer både som opslagsværk og inspirationskilde for besøgende, og håbet er, at også transitgæster får lyst til at vende tilbage for et længere ophold.

Lokalguiderne distribueres til turistaktører i Nordjylland, turistinformationer i hele Danmark samt infoterier langs E45. Den er også tilgængelig hos Hirtshals Turistinformation og lokale turistaktører.

Det er ottende gang, at Hirtshals Turisme udgiver lokalguiden for Hirtshals, Tornby og Tversted. Ifølge Laila Zielke er udgivelsen mulig takket være stor opbakning fra annoncører samt et tæt samarbejde med de lokale turistorganisationer i Tversted og Tornby.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste