Ny bådhal bliver centrum for kultur, friluftsliv og fællesskab
TORNBY: Torsdag den 12. september kl. 16.00 markerer Tornby Bjergelav åbningen af sin nye bådhal ved Tornby Strand – et visionært projekt, der forener lokalhistorie, maritim kulturarv og naturformidling. Den nye bådhal skal både rumme Danmarks ældste fladbåd fra 1880 og danne ramme om en ny udstilling om skudehandel og dramatiske bjærgninger, skabt i samarbejde med Vendsyssel Historiske Museum.
Det fortæller Tornby Bjergelav i en omtale.
Projektet er blevet til med støtte fra Nordea-fondens Hærvejspulje, Hjørring Kommune samt flere lokale og nationale fonde.
Den samlede investering overstiger 3,2 millioner kroner. Bådhallen bliver et nyt samlingspunkt for både lokale beboere og besøgende.
Formanden for Tornby Bjergelav, Runi Haraldsen, udtrykker det således:
- Vi har bygget mere end en hal – vi har skabt et sted, hvor historie og fællesskab mødes. Et sted, der skal summe af liv og være til gavn for vandrere, naturvejledere, skoleklasser og andre aktive foreninger, foruden vores egen.
Tornby Bjergelav arbejder for at bevare og udvikle det historiske kulturmiljø på Strandvejen 80, der allerede rummer en original fladbåd, et pakhus fra 1820’erne – og nu en moderne bådhal med både udstilling og velfærdsfaciliteter.
Bygningen er opført i bæredygtige materialer med stor hensyntagen til omgivelserne ved Tornby Strand og klitplantagen. Den er placeret direkte ved Hærvejen og Nordsøstien og tilbyder adgang til indendørs rast og bad for vandrere – alt sammen for et symbolsk beløb.
Indvielsen byder på taler fra borgmester Søren Smalbro, museumsdirektør Anne Dorte Holm fra Vendsyssel Historiske Museum samt sekretariatschef Julie Fabian fra Udvikling Hærvejen. Derudover sendes en videohilsen fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Programmet inkluderer også rundvisning og traktement.
Projektets fundraiser, Henriette Andrea Søttrup, understreger betydningen af det nye samlingspunkt:
- Bådhallen er et løft til hele området – både som kulturmiljø og som facilitet for aktive foreninger i området. Den viser, hvad der kan lade sig gøre, når ildsjæle, lokal opbakning og et godt samarbejde med lokal kulturinstitution går hånd i hånd.
Tornby Bjergelav ser frem til, at bådhallen bliver en ny attraktion og et levende samlingssted for alle med interesse for natur, kultur og fællesskab. Alle er velkomne til indvielsen, og lokale foreninger opfordres til at tage den nye facilitet i brug.