Nu åbner Hjørrings nye lavpriskæde
HJØRRING: To af Danmarks førende detaileksperter slår dørene op til stor fest og den anden butik i Jylland den 27. juni kl. 8:00 på Hvidevold 2D i Hjørring – og flere butikker er på vej. Bag lanceringen af det nye lavpriskoncept Hi five står Harald Nyborg-koncernen.
- Hi five er sjovt, billigt og med et udvalg af varer, der ikke er set før i Danmark. Det er til dem, der vil have et bredt vareudvalg, uden at det skal koste kassen, siger Erling Daell, bestyrelsesformand for Harald Nyborgkoncernen og nu også Hi five, der åbner sin anden jyske butik i Hjørring den 27. juni.
Hi five åbnede de 2 første butikker på Vestsjælland i 2024. Siden har Hi five åbnet i Skive i maj i år.
Sammen med Erling Daell står Bent Holm, adm. direktør for Hi five, i spidsen for det nye lavpriskoncept. Bent Holm er tidligere kommerciel direktør for Poundstretcher i England, adm. direktør for Dollarstore samt NETTO i Sverige og blev i 2019 kåret som årets mand i svensk detailhandel.
- Der mangler konkurrence på udvalgsvaresegmentet, ganske enkelt flere koncepter, i Danmark i stil med de store butikker, der allerede findes flere steder i Europa, som byder på et bredt udvalg til knaldgode priser. I Sverige alene er der flere koncepter af den type butikskæder, der tilsammen har 300-400 butikker. Når det fungerer i resten af Europa, vil det sandsynligvis også fungere i Danmark, siger Bent Holm og tilføjer:
- I for eksempel England og Sverige er vareudvalget til kunderne større, og det er det, som vi vil give danskerne med Hi five. De danske forbrugere skal have det samme som de europæiske, nemlig endnu flere valgmuligheder under samme tag, med god energi og til super lave priser.
Hi five bliver en sammensmeltning af detailkoncepter som Poundstrectcher i England, Rusta, ÖoB og Dollarstore i Sverige, Normal, Jysk, Søstrene Grene, Harald Nyborg m.fl. med imellem 7.000-8.000 varenumre med alt lige fra hjem, party, hobby, husholdning, leg, kosmetik, accessories, tøj og andre produktgrupper.
Harald Nyborg-koncernen, der, udover Harald Nyborg, også tæller jem & fix, Daells Bolighus m.fl., står bag Hi five.
Mødte hinanden i træningscenteret
Erling Daell og Bent Holms makkerskab startede, da de mødte hinanden til crossfit, hvor Bent Holm var træner. Begge har arbejdet i Sverige igennem en årrække, hvor Erling Daell var direktør for jem & fix, men alligevel var de i starten ikke klar over hvem den anden var, da de delte vægtstænger.
- Min kone hev mig med til crossfit for tre år siden, og imens jeg stod og kampsvedte, tænkte jeg ikke over, at det var lige den Bent Holm fra svensk detailhandel. Efter nogle måneder faldt vi i snak, fandt ud af hvem vi hver især var og blev enige om, at hvis der var nogen i Danmark, der skulle lave et butikskoncept som Hi five, så skulle det være os, siger Erling Daell og tilføjer:
- Nu starter vi med den anden jyske butik, og vi lærer konstant af de fejl, som vi sikkert begår, og så justerer vi og tilpasser forretningen. Målet er at vækste hurtigt med mange butikker. Det skal være sjovt, farverigt og spændende at besøge vores butikker, og vi glæder os til at give kunderne en god oplevelse.