Billede beskrivelse

Naturbevidsthed på skemaet

24. april 2025 kl. 06.03

VRÅ: Ny faglighed bringer højskoleelever tættere på Vendsyssels vilde natur

Vrå Højskole og det Løkkenbaserede eventfirma Vestevent har indgået et nyt og unikt samarbejde, der skal styrke bevidstheden om Vendsyssels mangfoldige og dragende natur.

Resultatet er et nyt fag, som fra efterårssemesteret 2025 inviterer eleverne med ud i landskabet – fra klit og plantage til dyb skov og det uforudsigelige Vesterhav.

- Vi har længe gået med tanker om at skabe et fag, der virkelig omfavner og udforsker den fantastiske natur, vi bor midt i.

Billede beskrivelse

- Vi har ikke helt kunnet finde formen på det, men med Vestevent har vi fundet en partner, der har alle de kompetencer og al den erfaring, vi har brug for, så vi kan give vores elever nogle helt særlige oplevelser, siger forstander på Vrå Højskole, Lars Vestergaard.

Ifølge forstanderen handler det nye fag ikke om overlevelse, men om tilstedeværelse og forbundethed. Gennem sanselige oplevelser og ro i naturen skal eleverne opnå en dybere forståelse af deres plads i det økologiske kredsløb.

Billede beskrivelse

Hos Vestevent er tilgangen den samme

- Det er klart, at der er nogle helt basale færdigheder, som er gode at kunne, når man opholder sig i naturen, og dem lærer eleverne selvfølgelig. 

- Men grundlæggende er undervisningsplanen lagt efter at give eleverne oplevelser, der styrker fællesskabet og følelsen af forbundethed – både med naturen og hinanden. Det er ikke ’Alene i vildmarken’ eller ’Robinson’ – det er ’Sammen om det fælles’, siger Martin Svendsen, direktør og instruktør i Vestevent.

Det nye fag bliver en fast del af højskolens skema fra midten af august 2025.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste