Billede beskrivelse

Maiken rykkede butikken: Sådan er det gået

06. november 2025 kl. 19.01

SINDAL: - Det hele er gået lidt stærkt, griner Maiken Rath.

Telefonen i butikken er ikke lige blevet sat til endnu, så alle opkald går direkte ind på hendes mobiltelefon.

- Jeg har jo så gerne ville fortælle om det, men det kunne jeg jo ikke. Der har jo været meget snak om, hvad der skulle ske i brugsens gamle lokaler, siger butiksindehaveren.

Billede beskrivelse

I mandags åbnede blomsterbutikken Rath med Blomster i nye lokaler i den gamle SuperBrugsen på Nørregade i Sindal. Indehaver Maiken Rath har i halvandet års tid været i dialog med bygningens ejere om at rykke derind.

Det var dog først for en måneds tid siden, at kontrakten blev underskrevet. Og så gik det stærkt.

- Det var først forrige uge, at vi blev enige om, at vi ville åbne mandag, siger hun.

Billede beskrivelse

Og åbne gjorde de. Der var hindbærsnitter, kaffe på kanden og sodavand til de fremmødte gæster, der ville se de nye rammer an. Maiken Rath anslår selv, at der var omkring 100 gæster forbi.

- Vi har fået mere plads, og det er dejligt. Det er mere luft rundt om tingene i butikken. Vi har mange gangbesværede kunder, og de har nemmere ved at komme ind i butikken nu, siger hun.

Billede beskrivelse

De fik først nøglerne til de nye lokaler 14. oktober, så flytningen skulle gå stærkt.

  - Heldigvis har jeg nogle virkeligt søde piger i butikken, der har hjulpet til. Jeg har også kunne trække på familie, svigerfamilie og alle mulige andre. Vi har fået styr på det meste og kan ekspedere kunderne nu, men vi er ikke helt færdige med at tømme de gamle lokaler, siger Maiken Rath.

Derfor er der også først rigtig reception 13. december.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste