Billede beskrivelse

Lokalt samarbejde sender Sigurds Rumrejse til Hjørring

09. oktober 2025 kl. 17.02
Opdateret kl. 20.26

HJØRRING: Søndag den 22. marts 2026 kl. 14.00 får Hjørring besøg af Sigurd Barrett og den anmelderroste familieforestilling "Sigurds Rumrejse". 

Forestillingen vises på Vendelbohus i samarbejde med Hjørring Teater og Spar Nord Hjørring. Forestillingen har fået både fem og seks stjerner og begejstrer publikum i alle aldre – fra fem til 100 år, fortæller Hjørring Teater i en omtale. 

Med støtte fra Spar Nord Hjørring præsenteres den store version af forestillingen, hvor hele ni medvirkende indtager scenen. Publikum kan glæde sig til at møde Sigurd Barrett i rollen som den nysgerrige formidler af rummets mysterier. Med sig har han blandt andre Eskild Dohn i rollen som en Einstein-lignende kloge-Åge og Sara Bothmann som ”praktikanten”, der stiller de spørgsmål, børnene sidder med i salen.

Musikken leveres af Mikkel Riber på bas og Eddi Jarl på trommer, der sammen med Sigurd sørger for iørefaldende sange om universet. Forestillingen får ekstra liv med energiske børnedansere, der skaber en særlig og hyggelig stemning.

En særlig oplevelse venter, når en filmsekvens med astronaut Andreas Mogensen vises, og han desuden optræder som hologram. Forestillingen er skabt i samarbejde med DTU Space og støttet af Novo Nordisk Fonden, hvilket sikrer både teknisk kvalitet og fagligt indhold baseret på den nyeste forskning.

Hjørring Teater udtrykker stor taknemmelighed over samarbejdet med Spar Nord Hjørring. Den lokale opbakning er afgørende for teaterforeningens mulighed for at tilbyde kulturoplevelser af høj kvalitet til området – særligt fordi foreningen drives primært af frivillige kræfter.

Billetter kan købes i Teaterbutikken på Nørregade eller online. Kunder hos Spar Nord har desuden mulighed for at få billetter via deres bankrådgiver.

Forestillingen er velegnet for børn fra fem år og opefter – og lover en stjernespækket rejse for hele familien.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste